Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Maj-Britt Boas nye værker er et fotografisk erindringslandskab, der trækker på hendes personlige historie om øen Hven.

Okt. 2015

I grafisk værksted arbejder Maj-Britt frem mod en udstilling hos Galleri Specta d. 17. november 2015. En udstilling i samarbejde med maleren billedkunstneren Ulrik Møller. Begge arbejder de med indre, erindrede landskaber, og dét de betegner som poetisk uro. Dette bliver temaet for den kommende fælles udstilling.

Ulrik Møller maler landskaber, der har en personlig betydning for ham, og Maj-Britt finder det interessant at lægge sig i samme spor. Den konkrete idé er opstået lidt tilfældigt i sommer under en tur til Hven. Maj-Britt, der siden barnsben er kommet på øen, går en aftentur i tusmørket. Hven ligger stille og øde hen. Pludselig er vejen fyldt med harer, der kommer frem fra deres skjul i et nærmest drømmeagtigt scenarie. Maj-Britt beslutter sig efterfølgende for at udforske Hven som kunstnerisk motiv for at gengive den drømmeagtige stemning. Hun tager flere ture til Hven og fotograferer naturlandskaber. Nogle af disse udstilles som fotografiske værker, mens andre tilføres et ekstra lag af erindring gennem fotogravure.

Maj-Britt anvender fotogravure som metode for at tilføre værkerne en tidslighed. I værkerne ser hun et møde mellem barndommens erindringer og nutidens verden. Fotogravure kan nærmest karakteriseres som en hybrid mellem maleri og fotografi, dvs. at værkerne markerer et mindre ”nu” end fotografiet, og tiden har en fremtrædende rolle i det endelige værk. Med fotogravure præsenteres et fortolket lag af virkeligheden.

Fotogravure som metode har skabt nogle udfordringer undervejs for Maj-Britt. Bl.a. opstod der problemer med belysningen, som medførte fejl i trykpladen. Fejl, som Maj-Britt imidlertid valgte at udforske og forfølge. Hun dækkede fejlene til med maling, hvilket har vist sig at være meget virkningsfuldt, idet malingen yderligere punkterer virkeligheden og bringer værket mod et mere grafisk udtryk. Denne ”fejl” er således blevet et greb, som Maj-Britt nu mere bevidst arbejder videre med.