Hop til indholdet.

Projekt

Herold G. Kristensen

2016 / Konservering

Konservator, Wieslaw Mitka, arbejder på at restaurere og konservere to oliemalerier af Herold G. Kristensen fra 1957.

Aug. 2016

De to malerier kræver begge forskellige behandlinger af både lærred og blindramme. Det ene maleri er malet på begge sider af lærredet og udgør altså to malerier i ét. Wieslaw har afmonteret lærrederne fra blindrammen for at behandle dem på lavtryksbord og justere blindrammen, så de kan opspændes på ny.

Behandling på lavtryksbord
De to lærreder er så krøllede og bulede, at Wieslaw må udrette dem på lavtryksbordet. Herved kan han desuden planere deformationer i farvelag og lærred. Inden nedtagningen lægger han en forsidesikring i form af japanpapir limet på med størlim. Farvelaget er hermed sikret til den efterfølgende behandling, hvor malerierne skal afmonteres deres blindramme. Malerierne suges nu fast til lavtryksbordet, samtidig med at der tilføres varme og fugt. Limen i grunderingen regenereres under fugtige forhold. Det grønne maleri varmes til 48 grader, da det er påført tykkere lag maling end det hvide maleri, der derfor kun opvarmes til 35 grader. Flere steder er der påført et tykt lag maling, der skaber en forhøjning i malerierne. Wieslaw kan risikere, at disse forhøjninger udjævnes ved behandling på lavtryksbord, og han har derfor placeret malerierne med billedsiden opad. Til det lærred, der er malet på begge sider, anvender han to ark mellemlagspapir mellem lærred og bord.

Udkitning af revner, rensning og retouchering
De løstsiddende farvelag, der er begyndt at krakelere behandles på lavtryksbordet med et nyt bindemiddel, der fastlimer farvelagene. Han udfylder huller med vokskridt og pigment, der opløses med en varmespatel for at genskabe malingens pastositet. Afskalninger i malerierne udfyldes med vokskridt, og et 12 cm langt brud ”svejses” sammen. Overfladesnavs afrenses med vatpinde, svampe og klude vædet i sæbevand, organiske opløsningsmidler er ikke nødvendige, fordi maleriet ikke er påført beskyttende fernis. På det hvide maleri fjernes en plet blå cykellak mekanisk under mikroskop. Dette udføres af arkæolog og konservator, Grazyna Tomaszewska. Sidste trin består i at retouchere malerierne med akvarelfarver.

Opspænding af lærreder
Lærrederne var spændt op på blindrammen med et kort stykke af lærredet hæftet om rammen i den ene side og et længere stykke i den anden. Derved fremstod den ene kant af maleriet ubemalet. Wieslaw løser dette ved at skære en halv centimeter af spidsen af den horisontale liste på blindrammen i hver side. Derved kan han spænde lærredet op på rammen, så det ubemalede stykke bliver skjult bag maleriet. De to malerier forkortes altså fra 193,5 x 132 cm til 194,5 x 130 cm.  Almindeligvis vil man afkorte den vertikale liste af blindrammen, men dette har Wieslaw fravalgt for ikke at skære for meget træ væk.

De to malerier skal udstilles på Kunstbibliotekets 60 års jubilæum i 2017.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260