I det store fotoatelier på SVK undersøger Suste Bonnén havfrueskikkelsen via fotografi og spejlinger. Hun har tidligere arbejdet med havfruen som motiv – på et af billederne til soloudstillingen Tegner og Kvinderne – set af Suste Bonnén på Rudolph Tegners Museum i 2015. Denne ene havfrue ledte videre til Sustes nuværende projekt, hvor hun arbejder med at billedliggøre havfruen, som hun ser den.
Om den lille havfrue i H.C. Andersens eventyr står der:
”Ingen var så længselsfuld som den yngste, just hun, som havde længst tid at vente, og som var så stille og tankefuld. Mangen nat stod hun ved det åbne vindue og så op igennem det mørkeblå vand, hvor fiskene slog med deres finner og hale. Måne og stjerner kunne hun se, rigtignok skinnede de ganske blege, men gennem vandet så de meget større ud end for vore øjne; gled der da ligesom en sort sky hen under dem, da vidste hun, at det enten var en hvalfisk, som svømmede over hende, eller også et skib med mange mennesker; de tænkte vist ikke på, at en dejlig lille havfrue stod nedenfor og rakte sine hvide hænder op imod kølen.”
Suste fortæller, at det er denne længsel, ”den oceaniske længsel, som bor i havfruen”, som hun beskriver den, der interesserer hende, og som hun vil undersøge og materialisere. På samme tid ønsker hun at fremkalde kontrasten mellem havfruens længsel og den virkelighed, hun selv befinder sig i.
Hun har iscenesat havfruen på forskellige måder i sine fotografier: under vand, løbende ud i en sø, blandt anemonerne på vandoverfladen, som skum på havet og i flere andre scenarier. Det mest udfordrende i processen, fortæller hun, har været at få printer og papir til at samarbejde. Og så måtte hun opgive indramningen indtil videre, da arbejdet med at bygge rammerne i træværkstedet blev for tungt.
For at udtrykke kontrasten mellem havfruens længsel og drømme og virkeligheden, har Suste printet havfruebillederne og derefter genfotograferet dem med spejlinger af det hverdagsrum, hun selv befinder sig i. ”Det er, som i mine tidligere arbejder med at billedliggøre, hvad der rører sig under overfladen, et forsøg på at bevidstgøre det underbevidste i en kunstnerisk proces”, fortæller Suste og henviser til de to vandskulpturer, Agnete og Havmanden og Jern Hans, som befinder sig på bunden af henholdsvis Frederiksholms kanal og Vestvolden. Og dobbelteksponeringseffekten, som spejlingerne giver, betyder, at de to verdener; havfruens drømmeagtige vandverden og virkeligheden, både står i kontrast til hinanden og fremstår som del af hinanden. På samme måde som drømme og længsler i det underbevidste er en del af ethvert menneskes liv og virkelighed.
”Langt ude i havet er vandet så blåt som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.” Sådan begynder H.C. Andersens eventyr. Og det er helt dernede, i dybet, på havets og sindets bund, at Suste arbejder, hos havfruerne, der viser sig som et billede på det underbevidste og på den splittelse, der kan eksistere mellem den virkelighed, man lever i og det, man længes efter.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
