Projektet ”Hauntings” er en post-institutionskritisk undersøgelse af bygningen som værende både hjemsøgt og hjemsøgende på samme tid.
Jun. 2015
”Hauntings” er en stedsspecifik udstilling, skabt af billedkunstner Asbjørn Skou, til Gentofte Biblioteks udstillingssted Tranen. Med udgangspunkt i bygningens arkitektoniske æstetik og mulige underliggende psykosfære har Asbjørn skabt en installation bestående af skulptur, tegning, fotografi samt et essay med titlen HAUNTOTOPIA, som er en reference til hauntologien – Jacques Derridas filosofi om ’det der ikke er’, modsat men med næsten samme ordlyd som ontologien – ’det der er’.
Asbjørn har gennem længere tid udfordret Henning Larsens store, næsten antiseptisk hvide bibliotek ved at bevæge sig rundt i bygningens utilgængelige rum; varmekælderen, usynlige kroge og forseglede områder. Som et hjemsøgende gespenst har Asbjørn kravlet rundt i bygningen og affotograferet sin færden undervejs. Fotografierne af bygningen og af de fund han har gjort sig, er efterfølgende anvendt til at skabe en større montage af sorthvid billeder.
”Hauntologien handler om det, der ikke er. Arkitekturen bliver muligvis det hjemsøgende. Spøgelset er en radikal figur for ’den anden’, der ikke blot kommer fra et andet sted, men også fra en anden tid. Jeg bliver spøgelset, når jeg lister rundt i kælderen. Jeg bliver en poltergejst, der flytter rundt på ting, stjæler bøger og vælter noget.”
De store fotomontager har Asbjørn fremstillet ved at printe fotografierne på kopimaskiner af ældre dato og efterfølgende kopieret dem oveni hinanden. I atelieret på SVK har han samlet de mange billeder og kopier i kollager og tegnet ovenpå dem.
Foruden billedmontagen rummer udstillingen en række skulpturelle værker, som Asbjørn har skabt ud af dele af bygningen og af objekter fra bibliotekets arkiv, der i udstillingen fungerer som arkitektoniske referenter. I sin færden rundt i bygningens kælder og ventilationskanaler opdagede han et utilsigtet arkiv af genstande og effekter, som ikke hører til nogle steder og derfor hober sig op. Her har han eksempelvis fundet en vandskadet papkasse, beton gravet ud af væggene, isolering, slam og svampesporer fra udluftningen, gipsstøv, glas, marmorfliser fra gulvet, styresystemet til ventilationen og stålregler fra gipsvæggene, som han har halet op af kælderen og ind i udstillingsrummet som en form for ’return of the repressed’; fortidslevn der kravler op fra mørket og ud i nutiden på marmorgulvet i Traneudstillingen.
Fra en omfattende vandskade få år tilbage, har Asbjørn gjort brug af billeddokumentationen af bygningens skader til sin fotomontage. Billederne viser blandt andet gipsvægge, der poser ud og spraymaling på væggene dér, hvor de skulle rives ned samt stålregler, der hænger ud af væggene. Disse stålregler har Asbjørn anvendt til at skabe en skulptur, til at fremmane bygningens ruinøse tilstand.
”Stålreglerne er bygningens indre, der vælter ud på gulvet.”
Fra selvsamme vandskade har Asbjørn samlet flere af de sandsække, der blev anvendt til at suge vandet fra kælderrummet, og fyldt dem med cement. Sammenbundet på forskellige måder og med en vægt på et kvart ton, lægges sandsækkene på gulvet i udstillingsrummet til et lydtapet af optagelser fra vandskader, der løber og drypper ned bag væggene.
Derved genopstår vandskaden fra dybet som en hjemsøgende begivenhed, der plager institutionen.
Asbjørns essay HAUNTOTOPIA binder udstillingens elementer sammen som et appendix, der uddyber dialektikken mellem ontologien og hauntologien.
