Hop til indholdet.

Projekt

Ghost Dancers

2015 / Billedkunst

Jun. 2015

”Ghost Dancers” er et spirituelt, indiansk danseritual fra 1880erne, men det er samtidig titlen på Anna Baks første soloudstilling, der består af skulpturelle, installatoriske værker med et postapokalyptisk budskab.

Juni 2015

Billedkunstner Anna Bak er i fuld gang med at producere flere forskellige værker i metalværkstedet på SVK. Værkproduktionen er rettet mod en soloudstilling, som Anna er inviteret til at lave på udstillingsstedet OK Corral i København. Hun har forud for arbejdsprocessen i metalværkstedet, foretaget et omfattende researcharbejde og fundet stor inspiration i forskellige rituelle narrativer. Udstillingen er derfor sammensat af skulpturelle værker, der hver fortæller om særlige ritualer eller spirituelle handlinger fra tidligere tidsperioder. Med udstillingen forsøger hun at danne rammerne om en moderne ’Ghost Dance’ og fremstille et håb om forandring, både politisk og kulturelt.

Til udvikling af nye værker finder Anna sin inspiration i historier, artikler og bøger. Der er stor variation i de faktorer, der udløser hendes skabertrang. Til denne udstilling har hun været meget optaget af spiraler, både i billedlig og bogstavelig forstand. Idéen stammer fra den italienske matematiker Fibonacci, der hovedsageligt påviste sin spiralteori i forhold til planteverdenen. Men spiralen har siden været anvendt i mange andre sammenhænge, når mennesker søger logik og har behov for at sætte tingene i systemer.

Spiralbevægelsen er en gennemgående faktor i Annas installation, der består af flere større værker. Ét af dem er den store majstang, som er fremstillet i jern og draperet i satinbånd. Ritualet omkring majstangen er forankret i en cirkulær bevægelse, en rituel dans rundt om stangen. Annas majstang skal spændes op mellem gulv og loft i udstillingsrummet på OK Corral. Jernstangen er viklet ind i flere meter hvid satinbånd og efterfølgende gennemgået en rustningsproces, som Anna har fremskyndet ved at overfladebehandle den med saltvand og efterlade den til at ruste udenfor. Det hvide bånd har derfor taget farve af rusten, helt efter hensigten. Hun har desuden rustet 150 meter ekstra satinbånd, som skal syes på begge ender af båndet på stangen og ligge i bunker på gulvet.
Stangen er fremstillet i mål efter udstillingsrummet. Det er en stor del af Annas kunstneriske praksis at arbejde stedsspecifikt. OK Corral er en gammel bygning med et rustikt præg. Anna arbejder derfor på at integrere bygningens æstetik i værkerne.
Det fine hvide, næsten sarte bånd i kombination med den grove rustfarve og det kolde metal refererer til et idyllisk og romantisk forårsritual med en dyster, postapokalyptisk undertone.

Foruden den store majstang arbejder Anna på et værk, der består af tre filttæpper, der hænger ned fra hver deres metalstang som faner på væggen. Ser man tæpperne fra den ene side, vil man kunne læse teksten ”ALL HOPE GONE GO BACK”. På den anden side af tæpperne, vil man kunne læse “UNABLE TO PROCEED”. Teksten er en reference til en mislykket ekspedition på Mount Everest i 1924. Historien fortæller, at to af ekspeditionens ledere forsvandt. De resterende medlemmer forsøgte forgæves at finde dem og lavede derfor et nødsignal med seks tæpper, som de lagde i sneen i form af et kryds – et ritual der betyder ”All hope is gone, go back”. Historien fortælles blandt andet gennem Annas materialevalg. De grove tæpper skaber en association til overlevelse, mens det postapokalyptiske præg endnu engang kommer til udtryk, i og med ekspeditionen har fejlet uigenkaldeligt.

Et af Annas værker der i meget høj grad favner Fibonaccis spiral er hendes fortolkning af det verdensberømte landskabsværk Spiral Jetty, skabt af Robert Smithson i 1970.
Værket består af en jernplade, der på samme vis som majstangen, har fået lov at ruste helt. Herefter har Anna fremmanet et landskab ved at gnubbe rusten væk nogle steder og efterfølgende udformet spiralen med metalspåner fra værkstedet.

Samtlige værker kan opleves i en samlet installation, når Anna Baks soloudstilling ”Ghost Dancers” åbner på OK Corral fredag d. 12. juni.