Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Tekstildesigner Janne Wendt har fået til opgave at genskabe en serie trykte uldgardiner, der i sin tid blev tegnet af Lin Utzon til Bagsværd Kirke.

Janne Wendt er, på baggrund af sin mangeårige erfaring og dybdegående ekspertise med serigrafitryk på uld, blevet udvalgt af menighedsrådet i Bagsværd Kirke til at genskabe Lin Utzons mønster fra 1975 til gardinerne i kirken. Kirken blev oprindeligt tegnet af Lin Utzons far, Jørn Utzon, som gav designopgaven af gardinerne videre til sin datter. De blev efterfølgende trykt på tykt uniformsstof fra Holmens Klæder. Gardinerne hænger på kirkekontorerne, i menighedssalen og i sakristiet.

Gardinerne er trykt i 5 forskellige mønstre, hvoraf Janne i denne omgang arbejder med de to af dem; henholdsvis ’Sædemandens Korn’ og ’Stribe’. Med sig fra Bagsværd Kirke har hun et gardin med hvert af de to mønstrer, som hun har tegnet op og kalket over. De originale gardiner er trykt på lærredsvævet uld med en råhvid baggrund med mønstre i en klar gul og pink farve. Efter at være blevet udsat for kemisk rensning gennem årene, har gardinerne fået en grålig hinde og ligeledes er farveintensiteten blevet mat eller forsvundet helt.

Den største udfordring i projektet er at genskabe mønstrene i de samme farvenuancer som det oprindelige tryk. Janne er ikke i besiddelse af de eksakte farvekoder og har derfor været nødt til selv at forsøge at genskabe farverne så nøjagtigt som muligt gennem et omfattende antal farveforsøg i tekstilværkstedet. Det er et større detektivarbejde som Janne har struktureret i et skema med forskellige mulige farvekombinationer, fra den ufortyndede farve til fortyndede og blandede farver.

Den gule farve er det næsten lykkedes hende at opnå, mens den pink farvenuance er vanskelig at skabe en præcis gengivelse af.
Hun starter med at trykke med en helt ufortyndet, ren farve i første række af de markerede grids på trykbordet. Herefter laver hun en ny og lettere fortyndet farve, som trykkes på næste række, og således fortsætter hun indtil hun har en række prøver i forskellige nuancer. Hun arbejder med 3 grids ad gangen, da hun efterfølgende damper stofprøverne i forskellige tidsintervaller, for bedst muligt at kunne vurdere, hvor stabil farven er og hvor god en vaskægthed farven har, da gardinerne skal kunne holde til at blive vasket i mange år fremover. Derfor er det vigtigt, at farven er fikseret i fibrene i uldet.

Janne har arbejdet sig frem til en blanding af tre forskellige farvegrupper, henholdsvis reaktivt farvestof, syrefarvestof og metalkompleks farvestof. Denne kombination til tryk på uld sikrer en solid vaskægthed, slidstyrke og lysægthed, der skal forhindre farven i at miste intensitet efter vask eller når det eksponeres for vindueslys.