Hop til indholdet.

Projekt

Foranderligt Privat

2016 / Billedkunst

Billedkunstner og arkitekt, Maya Peitersen, arbejder på en udendørs installation til udstillingen The Garden of Forking Paths inspireret af Jorge Luis Borges novelle af samme navn. Hun ønsker at skabe et brætspil i stort format, som publikum kan opleve og deltage i.

Maj. 2016

Under sit ophold i metalværkstedet og huggegården på SVK arbejder Maya på en større brætspilskonstruktion udført i metal. Selve brættet strækker sig over et areal på ca. 30 m2 og vil bestå af felter i hhv. træ og zink. Maya påtænker at dække dele af brættet med gult og grønt stjernemos. Værket vil desuden bestå af forskellige skulpturelle elementer, som publikum kan opleve som et værk i sig selv eller interagere med som en del af spillet.

Forandringstårn
Som et skulpturelt element i spillet, er Maya ved at bygge et 2 m højt tårn, som hun har givet navnet ’Forandringstårn’. Det er bygget af sammensvejsede felter i metal, som er skåret til i passende størrelser. Metalfelterne voksbehandles, så de ikke ruster, da installationen skal placeres udendørs. Strukturen i tårnets overflade fremstår som en art jerncollage, der både er brutal i sit udtryk, men samtidig organisk som en træstamme. Tårnet er smalt og beregnet til én person i siddende stilling. På nuværende tidspunkt har Maya ikke udtænkt alle detaljer i spillets regler, men hun forestiller sig, at publikum kan træde ind i tårnet og iklæde sig en ny karakter.

Fra træ til metal
Hvor Maya er vant til at arbejde med træ fra sine tidligere værker, er det nyt for hende at arbejde med metal. Hun har lært at udføre MIG-svejsningerne i metalværkstedet. Selve teknikken og udformningen af tårnet mimer Mayas tidligere værker med trælimninger, og hun kan således overføre en allerede kendt teknik til et nyt materiale.

En konge, en shaman og en fortabt
I værket vil det være muligt for publikum at påtage sig forskellige roller. Maya arbejder på tre beklædningsdele, der hver især skal repræsentere en karakter: en konge, en shaman og en fortabt. Til kongen er hun ved at udforme en hovedbeklædning bygget af lange, koniske aluminiumsstave. Maya vil bygge en tribune, så kongen kan placeres på en forhøjning. Til shamanen udformer hun en dragt, som består af piggeformede elementer bøjet i aluminiumsfolie. Disse er hæftet fast til stofremme, som publikum kan iklæde sig. Den fortabte manifesteres blot ved en fordybning i brættet.

Maya ønsker at nivellere forskellene mellem de tre karakterer således, at det ikke er entydigt negativt at være ’den fortabte’. Denne karakter fritages for ansvar, mens den ellers attraktive kongefigur skal leve op til forpligtelser.

Med sit værk ønsker Maya at skabe et rum, hvor menneskets forskellige personligheder kan folde sig ud alt efter de ydre omstændigheder. Man kan som deltager i spillet møde kendte, nye og glemte sider af sig selv ved at ændre kurs undervejs.

> Læs artikel om Maya Peitersens artist talk

Sammendrag af artist talk med Maya Peitersen – filmet og redigeret af Erik Nørgaard Gravesen.