Hop til indholdet.

Projekt

Eksperimentarium med tekstil og beklædningskonstruktioner, lys, fotografi og iscenesættelse.

2013 / Design

Mar. 2013

Beklædningsdesigner Anne Damgaard arbejder med undersøgelser omkring tekstile konstruktioner, print, krop, lys, projektion, installation, fotografi  og de flydende grænser her imellem.

Anne er optaget af kroppen, dens forgængelighed og beklædning som lag, og har i det aktuelle projekt ønsket at nå ”helt ind i den”. Derfor har hun studeret menneskeskelettets anatomi på Zoologisk Museum. Med disse studier som udgangspunkt draperer hun fortolkninger af skelet i rigilenebånd på gine.

I Væveværkstedet på Statens Værksteder har Anne bygget en fotokabine af sorte gardiner. I kabinen er installereret en diasfremviser, der lyser på et stykke løst hængende lærred af uld. På den baggrund projicerer hun forskellige tekstiler, fjer, plastik, knogler og rigilenebånd-skeletkonstruktionerne, hvorefter hun fotograferer dem. Ved at placere materialerne i forskellige afstande til diasfremviseren, fremstår de med varierede dybdeskarphed, fra det grafiske og skarpe  til det stoflige og ugenkendelige. Sådan skaber hun møder imellem de forskellige materialer og forener dem i illusoriske skyggespil.

Formålet med projektet er at eksperimentere og bygge videre på de erfaringer hun har gjort i tidligere udstillingsprojekter, bl.a. Peep, Black Angels 13-7, Konstruktion med Cirkler og Spiraler og Lys og Vejene Omkring. Der hvor Anne er i arbejdsprocessen nu, peger det på at resultatet bliver en installation af beklædning, tekstil og foto.

Video: Detalje af arbejdsprocessen på Statens Værksteder for Kunst.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260