Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Søren Lose har i sensommeren 2014 eksperimenteret med forskellige stilformer i SVKs atelier på plan 2, på træværkstedet og metalværkstedet. Til en udstilling på Fotografisk Center omhandlende arkitektur og fotografi har Lose konstrueret nogle store krydsfiner-kasser, der, som søjle til fotografi, vil udfordre det rumlige aspekt. Kasserne er en videreførelse af nogle tidligere projekter med krydsfiner – et konstruktionsmateriale, man ofte forbinder med byggepladser, og som har en karakter af noget ufærdigt.

”Det er en kombination af et kunstigt og ikke mindst billigt materiale, der på samme tid har noget stiliseret natur over sig – på et eller andet tidspunkt har der jo været noget træ ind over som et konstrueret stykke natur. Når man ser kasserne bagfra, hvor der ikke er noget fotografi, er det jo blot en skulptur, som har en træ-agtig struktur, men i et præfabrikeret materiale.”

Idéen med træ-kasserne er at transformere 2D elementer fra fotografier til 3D skulpturer. Fotografierne er printet i sort/hvid på storprint og sat på krydsfineren helt ud til kanten.
Skulpturerne er over kropsmål og tilter lidt i rummet, hvilket får dem til at virke truende på tilskueren. I konkret forstand kan man kalde værkerne for ”bygget fotografi”.

Dystopic Constructions afspejler Søren Loses generelle interesse for grænsesfæren mellem rum, arkitektur, fotografi og skulptur.