I Store Formater arbejder Sian Kristoffersen på soloudstillingen ”Doll Furious”, som skal vises på Traneudstillingen i foråret 2014.
Udstillingen er en totalinstallation bestående af tre videoprojektioner, en større fotocollage og en række skulpturer samt forskellige objekter, der placeres direkte på gulvet eller på små platforme. Enkelte værker monteres som en slags relieffer på en stor femdelt skærmvæg i blåt tekstil.
FRAGMENTER AF EN FORTÆLLING
Sian er optaget af iscenesættelse, roller og relationen mellem fakta og fiktion. ”Doll Furius” er et brudstykkeagtigt portræt af Dolly Wilde; en excentrisk karakter fra 20’ernes Paris, der levede en dobbelt-tilværelse som udadvendt, eftertragtet muse og stofmisbruger.
Portrættet om Dolly Wilde udspiller sig omkring en blå og lyserød scenografi, hvor de forskellige værker, som rekvisitter, peger hen imod Dolly Wildes sammensatte og mytologiske karakter.
På SVK skaber Sian de mange værker og arbejder med, at få dem til at fungere sammen som en både rumlig og narrativ helhed. Hun arbejder med et fragmenteret, strukturalistisk udtryk og anvender mange forskellige medier og materialer. Det er vigtigt for hende, at værkerne har en enkelthed over sig, og samtidig ikke bliver for entydige i deres udtryk.
KJOLE-KONSTRUKTION I TRÆ
Et af de værker, som Sian laver på SVK, er en kjole sat sammen af mange små stykker bejdset birkefiner. Kjolen skal skrues op på den blå skærmvæg, så den træder ud i rummet og får reliefagtig karakter.
Det har været en udfordring for Sian, at nå frem til kjolens endelige form: ”Det skal være en abstrakt kropslig form, som samtidig skal genkendes som en kjole. Desuden skal den være skulpturelt interessant, og aktivere beskuerens fantasi.”
Efter at have afprøvet forskellige løsninger, er Sian endt med at skære en masse små birkefinérstykker ud på dekupørsaven. Stykkerne kobler hun sammen til mindre kjoledele med sølvfarvede jumprings. Jumprings har den fordel, at de kan varieres i størrelsen. Det betyder, at Sian kan styre, hvor stiv kjolen skal være i de enkelte led. Når alle de selvstændige kjolestykker er sat sammen, sætter hun dem, mere eller mindre vilkårligt, op på skærmvæggen så de danner en kjoleform.
Som kjolekonstruktionen afspejler, arbejder Sian intuitivt og procesorienteret, og bruger sjældent skitser eller computer før hun går i gang. ”Det er ofte de uforudsete ting, der fungerer bedst. Jeg ville aldrig kunne planlægge min proces eller forudse det endelige resultat. I Store Formater har jeg mulighed for at arbejde simultant på de mange elementer, der udgør installationen, og dermed sikre at helheden fungerer.”
Udover kjolen skal Sian støbe en sfinks i gele, som hun vil filme i slowmotion og projektere op på den blå skærmvæg.
