Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Hos kunstner Jesper Aabille bliver klassiske smørrebrødsmadder manifesteret i akvarel og træ. Projektet udmunder i Den Illustrerede Smørrebrød Encyklopædi, som udstilles på Format Artspace i Nansensgade. Udstillingen skydes i gang med en klassisk rejemad og en lille flyversjus dertil.

Jesper Aabilles projekt består i udformningen af en illustreret encyklopædi over den danske nationalspise, smørrebrødet. Både sildemaden, tomat m. æg og purløg og kartoffelmad med rødløg vil være at finde i encyklopædien, som på sigt skal udmunde i et opslagsværk over grundelementerne og fremgangsmåde i fremstillingen af de danske smørrebrødsklassikere.

Aabille har tegnet hver enkelt smørrebrødsklassiker digitalt op i vektorgrafik, hvorefter de er malet som akvarel, hvilket forener et stramt, grafisk udtryk kombineret med en æstetik, som kan lede tankerne hen på brugsanvisninger og gamle kogebøger.

De indrammede illustrationer af ikoniske smørrebrødsmadder vil udover ophængning i udstillingslokalerne også kunne opleves i en til udstillingen konstrueret smørrebrøds-illustrations-holder. Denne holder er dog ikke bare et funktionelt udstillingmodul, men den underbygger det stramme kategoriseringssystem, som også ligger bag smørrebrøds-systematiseringen i encyklopædien. Den består af en række forskellige træsorter, som alle symboliserer de forskellige elementer af fx brød, pålæg og pynt i en given smørrebrødsklassiker.

Det duftende valnøddetræ er brødet. Den fintstribede ask er fiskepålæg. Den bastante mahogni er kødpålæg og den truede, men danske træklassiker, elmen, er det færdige stykke smørrebrød.

Alle samlinger i udstillingsmøblet er synlige. Hver limning. Hver dyvel. Her går smørrebrøddets lag-på-lag systematik igen, og det er derfor ikke tilfældigt, hvilke træsorter i møblet, der støder op til hvilke, limes sammen eller samles af en trædyvel med kødpålægs- eller skaldyrssymbolik.

Tanken var fra starten, at hver samling skulle være forskellig, men dette gik Aabille atter fra, da de helt enkle samlinger med lim og/eller dyvel efterlader større opmærksomhed på de forskellige træsorter i sig selv, og derfor på de enkeltdele, der tilsammen udgør helheden.

Den Illustrerede Smørrebrød Encyklopædi. Beviset på det danske smørrebrød.