Kristina Steinbock dekonstruerer eksisterende myter om blindhed. Hun arbejder på tværs af medier og samarbejder med blinde mennesker for at give seende indblik i en verden, de ellers er afskåret fra. Det er ikke muligt for den seende at få adgang til den blindes verden, ligesom det ikke er muligt for den blinde at få adgang til den seendes, men Kristina forsøger at skabe åbninger mellem de to verdener og nedbryde fordomme.
”Jeg ved ikke, hvad du mener, når du siger, at jeg går for meget til højre”, siger Søren, som er en af de blinde, Kristina arbejder med til sit videoværk. De er på optagelse i Grundtvigskirken, og hun har bedt ham om at gå lige ned ad midtergangen. Den seende og den blinde er kropsligt tilstede i verden på to forskellige måder, og det er bl.a. det, Kristina undersøger. En anden del af videoværket handler om Nina, en ung blind kvinde, som udforsker sin seksualitet online. Når Kristina forsøger at forklare hende, hvad skønhed er for seende, at det er smukt, når hun filmer Ninas knæ med sæbe på i et badekar, kommer hun til kort. ”Vi kan aldrig forstå hinanden fuldstændig, og det er netop spændingsfeltet mellem de to verdener, jeg synes, er spændende”, fortæller hun.
Det fineste redskab er humor
Kristina arbejder på fem værker til en udstilling på Galleri Image i Aarhus. De gøres tilgængelige for blinde gennem punktskrift og synsfortolkning. Og så laver hun en guidet rundvisning for blinde i samarbejde med Dansk Blindesamfund. Kristina har læst en stor mængde litteratur om blindhed –et tema, hun har arbejdet med siden sin afgang fra Kunstakademiet. I sit videoværk følger hun tre blinde mennesker og diskuterer tre temaer, som fylder i deres liv: seksualitet og blindhed, tro og blindhed og moderskab og blindhed. Hun er uddannet fotograf og arbejder fotografisk: Hun visualiserer scener og værker forud for skabelsen. ”Jeg er egentlig ret god til det kontrollerede, på settet ved jeg præcis, hvad jeg vil have”, fortæller hun, ”men så kan jeg godt være fjollet og venskabelig over for dem, jeg arbejder med. Det giver den bedste kontakt.” Hun arbejder med forskellige tekster som voice over i stedet for at bruge reallyd fra optagelserne, og det har været udfordrende at få tekst og billede til at passe sammen. Hun har lavet storyboards og hængt inspirationsbilleder op, læst og læst om blindhed og talt med de blinde, hun filmer. ”Mit fineste redskab i mødet med dem er humor”, fortæller hun. ”Smiler eller griner vi sammen, har vi et fælles sprog”. Det er sårbare emner, hun tager fat i, så en god relation og tillid er vigtig.
Mødet mellem tekst og billede arbejder Kristina også med i sine fotogravurer, som består af indsamlede fortællinger om, hvordan folk har mistet synet. En tom boksering fortæller om et slag, der gjorde blind, en gammeldags kuvøse fortæller om for tidligt fødte, der blev blinde af for meget ilt, en tom legeplads fortæller om vold i barndommen, et vindue med sløret lys fortæller om alkohol, der ætsede forbindelsen mellem hjerne og øjne.
Invitation ind i den blinde krops verden
I snedkerværkstedet har Kristina tegnet 3D-tegninger af dominobrikker, der både har bogstaver og punktskrift, som hun har fået fræset i birketræ på CNC-fræseren og senere slebet og sat sorte træperler i. De skal bruges i en performance, som diskuterer ordsprog og metaforer om blindhed, som ofte forbinder syn med lys og visdom og blindhed med mørke og dumhed. Hun har tidligere været huskunstner på Blindeinstituttet og oplevede der, hvor dygtige håndværkere, især vævere, mange blinde er. Hun har fået en blind væver til at væve et tæppe hvidt i hvidt med punktskrift, der siger: If you stare at me luckily I don’t see it. ”Jeg kan ikke selv læse værket, og det er jo ret fantastisk”, siger Kristina med et smil. Rollerne er på en måde byttet om, værket er tilgængeligt for den blinde, ikke for den seende. Det sidste værk er et lydværk i fire dele, hvor blinde fortæller om de fysiske rammer i deres hjem, og om hvordan de navigerer rundt. Kristina lavede et open call og fik tilsendt lydfilerne, som hun har redigeret i fotoværkstedet. Lydværket afspilles i et mørkt rum, så den seende er på lige fod med den blinde og selv må skabe billederne.
Skønhed hjælper på forståelsen
For Kristina er det æstetiske aspekt vigtigt, når det gælder om at få folk til at forstå: ”Vi forstår mere, hvis det vi ser, er smukt”, fortæller hun. Det var vigtigt for hende, at dominobrikkerne var godt håndværk, videoværket er i dæmpede farver med smukt lysindfald, og en blå farve går igen i de tre dele, fotogravurerne er taktile og elegante, og det vævede tæppe er smukt i sin monokrome enkelhed. Hun bruger æstetiske virkemidler til at skabe et andet og mere komplekst sprog om mennesker, der agerer anderledes i verden end majoriteten.
