Billedkunstner Jesper Carlsen har på SVK forberedt en stedsspecifik installation til udstillingen Bricks and Mortar, der vises på udstillingsstedet Tranen, Gentofte Hovedbibliotek.
Jesper har i lang tid været fascineret af Tranens arkitektur, der i begyndelsen af 1980’erne blev skabt af Henning Larsen Architects. Inden Jesper ansøgte om at udstille på Tranen, havde han allerede modelleret det særlige udstillingsrum med balkoner på sin computer. Med sin udstilling ønsker Jesper at føre stedets arkitektur tilbage til idéstadiet, han forklarer:
”Min udstilling undersøger hvordan man kan trække rummet tilbage til et udgangspunkt, hvor materiale og form endnu er til forhandling – hvor rummet endnu kan blive til mange forskellige ting.”
Dette vil ske gennem en digital gennemarbejdning af arkitekturen. Da bygningen er fra 1980’erne, hvor man ikke brugte computeren i samme grad, som man gør i dag, påpeger Jesper, at det er en fiktiv, digital tilbagetrækning af arkitekturen der er tale om.
Digital materialitet
Udstillingen kommer til at bestå af en række wireframe-lignende skulpturer, der mimer arkitekturen som omgiver dem, og 3-5 skærme med computeranimationer. Skulpturerne, som vil stå centralt i rummet, er løse og skrøbelige, nærmest uden masse og indre. De er bygget op af billige elektrikerrør i plast, og sættes sammen med nogle plastmoduler. Jesper kan godt lide rørenes tilgængelighed og imødekommenhed, og forklarer:
”Når skulpturerne bygges op i plastrør, som folk genkender, navigerer skulpturerne uden om materialefetichisme. Jeg bruger i stedet fetichismen i animationerne, og lader skulpturerne stå tilbage, værende så lidt som muligt.”
På skærmene vises udklip fra digitale animationer, som motivisk minder om mursten, marmor og stof i bevægelse. De indeholder den materialitet, som mangler i de lette skulpturer. Det digitale bliver, gennem animationerne, behandlet som et materiale i sig selv.
Hjemmebygget 3D-printer
Jesper har medbragt sin egen, hjemmebyggede 3D-printer, som han bruger til at lave modulerne, der holder skulpturernes plastikrør sammen. Selvom modulerne ender som en del af en fysisk konstruktion, er deres udgangspunkt digitalt, ligesom animationernes. Produktionen af dem begynder med en ’primitiv’, en geometrisk form, som sidenhen udvikles. Jesper printer dem i plast, et materiale der har en ’ikke-materialitet’ over sig, i kraft af sit uklare, kemiske ophav. De printede moduler laves i forskellige former og i hvid, grå, sort og gennemsigtig. På SVK har Jesper lavet modulerne om, efter han fandt ud af, at skulpturerne blev for skrøbelige. Hans arbejde på atelieret har handlet om at have gode rammer til at kunne 3D-printe og bygge skulpturer op, samtidig med at han arbejder på animationerne i IT-værkstedet. Disse processer kræver en del tid, mens selve processen med at bygge skulpturerne færdige og montere udstillingen er mindre krævende.
Et demokratisk udsagn
Jesper arbejder gennemgående med arkitektur som tema, og bruger forskellige digitale greb til at aktivere rum, f.eks. animationer. Han håber, at hans kommende publikum vil opleve hvordan hans værker korresponderer med udstillingsrummets arkitektur. Han uddyber:
”Jeg håber folk tænker, at det ikke ser helt færdigt ud, at de mentalt vil få oplevelsen af, at det kunne have set anderledes ud.”
Med sin åbne, minimalistiske og skrøbelige æstetik vil Bricks and Mortar stå som et midlertidigt udsagn, der taler om digital materialitet og ikke-materialitet på demokratisk vis.
