Tekstildesigner Anne Fabricius Møller har fyldt Tekstilværkstedet med bunker af gamle vanter, fladtrykte cykelkurve, saddelbetræk, spændringe fra biler, hårelastikker og mange andre ting, som hun har samlet i Københavns gader gennem de sidste 13 år.
Udover at være prototyper for tekstildesign skal Annes aftryk blandt andet med på møbelmessen Mindcraft i Milano i 2014.
De mange objekter, der ligger spredt i større og mindre bunker på værkstedet, trykker hun på tekstiler i forskellige mønsterkombinationer.
Anne eksperimenterer med udtrykkene ved at veksle mellem bløde og hårde underlag, pensel og malerrulle samt ved at benytte forskellige tekstiltyper og trykfarveblandinger. Variationsmulighederne er uendelige.
Den første tid i værkstedet brugte Anne på at sortere ’affaldet’ i kategorier. Primært med henblik på at skabe orden og danne overblik, men også for at lade kategorierne danne ramme om de respektive tryk.
Den store bunke med rustne og fladtrykte cykelgenstande, er blevet udgangspunktet for en række tryk med cykeltematikken som fælles omdrejningspunkt, ligesom der er opstået en ’ansigts- og dyrekategori’.
Efter sorteringsfasen begynder Anne at spænde underlag op, hvorefter hun blander farverne. Som udgangspunkt stræber hun efter, at aftrykket får samme farve, som objektet har i virkeligheden. Men da tid og økonomi er hendes største udfordring i værkstedet, har hun besluttet, at nu er beige ’bare’ beige, og den findes sandsynligvis i hendes efterhånden store farveopskriftssamling.
Anne udnytter i stedet tiden til at eksperimentere med de uendelige trykvariationer, og langsomt spore sig ind på, hvilket udtryk hun vil have, og hvordan hun bedst opnår det.
Det har vist sig at aftrykkene har et poetisk og delikat udtryk, som modspil til affaldets ret upoetiske og uhumske karakter. For at opnå et sådant udtryk, bruger Anne blødt skumgummi som trykunderlag til hårde ting, som for eksempel støtteben. Omvendt er et hårdt underlag velegnet når hun skal trykke bamser og elastikker.
To forskellige prøvetryk af samme handske viser forskellen mellem et hårdt og blødt underlag. På det ene tryk ses handskens stikninger meget tydeligt og linjerne er fine og enkle. Det andet tryk er lavet på blødt underlag, hvilket har gjort, at handsken har afgivet for meget farve på tekstilet, og derfor i princippet kunne være et aftryk af en hvilken som helst handske. Dens særegenhed er gået tabt.
Anne begyndte sin samling i 2000, to år efter at en engelsk fyr ved navn Jon Marshall havde gjort hende opmærksom på det enorme antal handsker og andre forladte ting, der lå i de københavnske gader.
