Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I Træværkstedet samarbejder scenograf Sarah Piyannah Cederstrand og elektronisk komponist Andreas Busk om at udvikle og producere dukker og scenografi, samt en integreret lydside til dukketeaterforestillingen ”Beatrice”.

“Beatrice” er en forestilling for unge og voksne, der foregår i et surrealistisk, Jules Verne-inspireret univers i slutningen af det 19. århundrede, hvor grænsen mellem mennesket og maskinen er i opløsning. Dukker, scenografi og lyd skabes med udgangspunkt i gamle, mekaniske ting, som for eksempel ure, tandhjul, et gammelt bornholmerur og diverse metalliske objekter.

Sarah Piyannah Cederstrand laver udover selve scenografien, fem dukker, hvoraf de to er menneskelignende karakterer, som skæres i lindetræ. Dukkerne skal styres via påmonterede pinde af forestillingens to dukkeførere.

DUKKEKONSTRUKTIONENS KUNST

Sarah har designet de to karakterer med en lang række forbehold in mente. Udover de ’almindelige regler’ for dukkekonstruktion – som at hoved og hænder skal være store, så de kan ses på afstand – er den største udfordring at lave dukkerne, så de kan bevæge sig fleksibelt og samtidig håndteres af kun én enkel dukkefører. Samtidig er det vigtigt at ledene ikke er for løse, da dukkerne i så fald vil blive meget vanskelige at styre. Løsningen for Sarah har været at konstruere ledene, så dukkerne kun kan antage præcis de positurer, som forestillingen kræver. Enkelte led laver Sarah i træ, andre i læder og nogle består af begge dele. Fordelen ved at bruge læder er, at det tillader stor fleksibilitet i bevægelsen. Ulempen er, at det ikke holder ligeså godt som træ, som til gengæld er teknisk mere krævende at arbejde med.

Dukkerne skal kunne holde til meget og helst i mange år. Lindetræ er optimalt, fordi det er robust og let at skære i. Forud for skærearbejdet opdeleler Sarah dukken i enkeltdele. Sarah tegner kropsdelens profil på hver side af en træblok og skærer den ud på en båndsav. Derefter retter hun formen til med et skærejern og en kniv. Til sidst sættes delene sammen i ledende. Det tager Sarah en uge at skære en dukke.

DIGITALT KONCEPT, MEKANISK LYD

Samtidig med at Sarah arbejder på scenografien og dukkerne, udvikler Andreas forestillingens lydside, som skal betjenes af dukkeførerne under forestillingen. Med inspiration fra steampunk-genren har han konstrueret en mekanisk step-sequencer af to LP-afspillere. Andreas eksperimenterer med at påmontere forskellige mekaniske genstande og diverse anslagsgivere på apparaternes drejeplader. Når pladerne drejer rundt, berører anslagsgiverne på den ene afspiller genstandende på den anden, som afgiver forskellige lyde. På Træværkstedet skal han lave to runde plader med ruminddelinger til hver genstand, som skal monteres ovenpå drejeskiven. Hensigten er at sikre, at objekterne ikke ryger af pladen når de berøres af anslagsgiverne, og gøre det lettere for dukkeførerne at betjene maskinen.

En step-sequencer eller trommemaskine, som den også kaldes, forbindes typisk med elektronisk musik og tager afsæt i et digitalt koncept, som Andreas med sin konstruktion koger ned til noget enkelt og håndgribeligt – en trommemaskine anno 1905. De mekaniske lydsekvenser sætter Andreas sammen med sine egne elektroniske værker.

Forestillingen har premiere  d. 6. juni 2014 på Bornholm, hvorefter den skal turnere i Danmark og Norden.

Andreas Busk fortæller og spiller ved artist talk på SVK om udvikling af lydsiden af “Beatrice”.