Hop til indholdet.

Projekt

ARKTIS

2014 / Kunsthåndværk

Feb. 2014

I Væveværkstedet væver Puk Lippmann sammen med sine to assistenter på ARKTIS.

Arktis er et tæppe i størrelsen 275 x 320 cm. Puk kalder det selv en vævet arktisk knipling, fordi den teknik og det materiale Puk bruger, skaber en helt særlig taktil virkning. Puk tager udgangspunkt i den klassiske damaskteknik, som hun så at sige opløser ved at variere mønstret og tykkelsen på garnerne. Herved opnår hun en effekt med de tykkere garner, der i sin struktur minder om kniplingers løse løkker.

Tæppet væves i nuancer af hvidt og naturfarvet papirgarn og med silketråd og guldtråd, der får tæppet til at glimte, lidt lige som iskrystaller. Ved at variere kombinationerne af tynde, mellemtykke og kraftige skud, opløses det faste mønster. Det skaber en udvikling i tæppets forløb. Puk arbejder i dette tilfælde meget intuitivt. Fra start har hun fastsat størrelse, teknik og materiale, mens det egentlige mønster aftales fra dag til dag med hendes assistenter.

Inspireret af is og sne og gletsjeres bevægelser gennem landskabet, arbejder Puk hen imod en levende overflade, af skiftevis ren nyfalden sne og sne der har taget farve fra de sten og den jord, den har bevæget sig hen over. Det giver tæppet en dynamisk og organisk overflade, mens det brudte mønster giver tæppet en meget nutidig og nærmest digital fremtoning.

ARKTIS er udført i papir, silke og guld, vævet på hør.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260