Hop til indholdet.

Projekt

Alt forladt

2016 / Billedkunst

Billedkunstner, Jette Ellgaard, arbejder på en serie af grafiske tryk, som er en undersøgelse af den politiske udvikling i Danmark.

Maj. 2016

I kølvandet på det seneste folketingsvalg sad Jette frustreret i København og kiggede på statistikker over de geografiske områder i Danmark, hvor Dansk Folkeparti havde massiv fremgang. Hun besluttede at rejse tilbage til Vestjylland, hvor hun er vokset op, for at undersøge hvilke tilstande og faktorer, vælgerne taler, tænker og stemmer ud fra. De indsamlede politiske udsagn har hun bearbejdet til tekstværker, og under sit ophold i grafikværkstedet på SVK benytter hun højtryksteknikken til at eksperimentere med monoprints og unikavariationer.

Tosporet kunstnerisk praksis
Jette arbejder både med videokunst og grafiske tryk. Hun pendler bevidst mellem de to arbejdstilstande for at opnå en variation mellem det fysiske, håndværksbårne arbejde i grafikværkstedet og den mere feltbaserede og immaterielle proces med videomediet.

Grafiske fortolkninger af udsagn
Jette skaber i sine grafiske værker abstrakte motiver som fortolkninger af de tekstlige udsagn. Hun anvender ikke traditionelt træsnit, men trykker formskårne plader på papiret. Hun har valgt at bruge træ, da naturmaterialer opfører sig mere smidigt. Når Jette arbejder med et tryk, afprøver hun den samme form en hel dag, indtil tryksværten er jævnt fordelt, og træets strukturer træder frem. Kompositorisk udtrykker geometriske former og farver forskellige temperamenter og menneskelige bevæggrunde.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260