Hop til indholdet.

Om SVK

“Kunstens fødeklinik” SVK 1986-2005

historie-2

Gammel Dok Pakhus (til højre i billedet) havde kun to etager, da det blev opført i 1882 efter tegning af H.C. Scharling. I 1918 fik bygningen tilført de øvrige etager.

Kunstens fødeklinik

Siden Statens Værksteder for Kunst og Håndværk slog dørene op i 1986, har det store, rummelige pakhus i Strandgade tiltrukket billedkunstnere, designere, vævere, keramikere, fotografer, konservatorer og andre, som har de professionelle forudsætninger for at kunne udnytte dette slaraffenland af kunstnerisk kreativitet. Og vel at mærke: et slaraffenland opført på finansloven.
Her har de kunnet finde værksteder med det mest moderne og professionelle udstyr inden for deres særlige gebet. Her har de kunnet finde atelierer, der er så store som balsale. Og her har de kunnet finde mødelokaler og tekøkkener, hvis de havde brug for at mødes med andre. De “andre” er ikke bare de andre brugere, hvoraf der er plads til op mod 25. Det er også værkstedslederne og de faglige konsulenter, der som en slags “jordemødre” assisterer og hjælper brugerne. Sidst, men ikke mindst er der en værkstedsdirektør, der kan hjælpe med de øvrige problemer. Og det øvrige er i praksis alt, hvad der findes eller sker mellem alle disse mange vægge på disse fem etager.
Man kunne kalde bygningen på Gammel Dok for en kunstens fødeklinik. Den er tiltænkt billedkunstnere og kunsthåndværkere, der f.eks. på grund af en særlig pladskrævende opgave ikke kan “føde” hjemme, og som har brug for de større faciliteter, end et normalt atelier råder over.
En kunstners atelier er som et væksthus. Det byder ikke blot på muligheder. Det sætter også grænser. Når man forbedrer en kunstners omgivelser, forbedrer man også hans arbejdsvilkår og kreative muligheder. Sådan er det gået til, at Statens Værksteder har fået mange kunstnere til at tænke større.
For Statens Værksteder er selv stort tænkt. Da det åbnede, kaldte Politikens arkitekturanmelder Henrik Sten Møller projektet for “den største kulturmanifestation i mange år” (Politiken, den 10. marts 1986). Det var store ord. Tiden har prøvet dem af. Men de første tyve år, der er gået, har ikke gjort dem mindre.

Nogle forudsætninger

Denne kulturmanifestation opstod ikke, fordi offentligheden pludselig fik lyst til at bygge et specialværksted for udøvende kunstnere. Statens Værksteder opstod, fordi offentligheden med ét rådede over en stor tom bygning og havde brug for et argumenteret behov for at fylde noget i den. Til sidst fandt man noget, der var så indlysende, at man kun kunne undre sig over, at ingen tidligere havde fundet på det.
Bygningen ligger på Dokken på Christianshavn, som blev anlagt af kong Christian 4. oprindeligt som et fæstningsanlæg. I 1880 blev området overtaget af A/S De forenede Oplagspladser og Værfter i København, som to år senere besluttede at opføre det 18 fag lange grundmurede pakhus, som er kernen i denne fortælling. Til at begynde med havde pakhuset kun to etager. Først omkring 1920 kom en tredje til. Det lave skifertag blev ved samme lejlighed erstattet af et højt rødt tegltag, og heroppe er med tiden blevet indrettet yderligere to etageplaner.
I 1972 erhvervede Boligministeriet ejendommene Strandgade 21-27, deriblandt den store bygning på Dokken. Da Udenrigsministeriets nye bygning var ved at rejse sig fra Asiatisk Plads, ville staten sikre den optimale udnyttelse af hele området og udskrev en debat- og idékonkurrence. Da de økonomiske midler til en udnyttelse af området allerede var bevilget, blev konkurrencen formuleret som en omvendt licitation. Spørgsmålet var ikke, hvad man kunne lave på stedet, og hvad det så ville koste. Spørgsmålet var derimod, hvad man kunne indrette for de penge, man allerede havde fået, på det sted, man allerede rådede over. Interessen samlede sig om pakhuset på Gammel Dok. Med et areal på omkring 9.000 kvadratmeter kaldte stedet måske ikke på én løsning, men på flere.
Som altid når offentligheden stiller en stor tom bygning til rådighed for kulturlivet, falder både forslagene og forslagsstillerne over hinanden. Nogle gik ind for at lave et depot. Andre ville indrette et kulturelt aktivitetscenter. Andre igen foreslog at etablere et kunstnernes hus og mente, at man ikke behøvede at gøre noget ved pakhusets to midterste sektioner. De skulle overlades til unge kunstnere i den tilstand, de var i, og så ellers fungere som åbne atelierer i sommerhalvåret. En hel del så gerne, at pakhusets lokaler blev indrettet, så man her kunne vise Statens Kunstfonds indkøb over en længere periode, før værkerne blev sendt ud til skoler og andre institutioner. Der var også tanker fremme om at indrette et forsøgsmuseum på en eller to etager. Dermed kunne man få et overblik over de værker, der eventuelt skulle indgå i et nyt museum for moderne kunst. Endelig var der nogle, som i pakhuset så den definitive løsning på problemet med de udrydningstruede gipsafstøbninger, også kaldet Den Kongelige Afstøbningssamling, som var blevet hjemløs efter genåbningen af Statens Museum for Kunst.

For den levende kunst

Som kunstner var Helge Bertram ikke i tvivl om, at man hellere burde investere i den levende kunst end i “gipserne”, som han afskyede. Han var på det tidspunkt professor for Kunstpædagogisk Skole – eller Billedkunstskolen, som den endnu hed – og rektor for Kunstakademiet. Og professor Bertram havde en plan. Siden midten af halvfjerdserne havde han og en kreds af lærere drømt om at indrette pakhuset på Gammel Dok til åbne arbejdende værksteder for kunstnere. Fra Sverige havde man allerede gode erfaringer med en lignende institution, KKV – Konstnärernas Kollektivverkstad, i Stockholm. Også flere af Bertrams kollegaer på Akademiet, bl.a. billedhuggeren Robert Jacobsen, var stemt for tanken. Som tiden gik, blev det især Bertram, Steen Bjarnhof og rektor Ole Gjerløv-Knudsen, der blev de drivende kræfter bag oprettelsen af et kunstnerværksted i offentligt regi, et Statens Værksteder.
Først skulle alle forbehold luftes i pressen, som det gerne sker i Danmark, når sagen drejer sig om kunstneriske projekter. Enkelte kunstnere var skeptiske. I et indlæg i dagspressen opregnede billedhuggeren Willy Ørskov otte grunde til, at Gammel Dok-pakhuset ikke egnede sig til det skitserede formål. Bl.a. anførte han, at bygningen med sine mange tømmerkonstruktioner var for brandfarlig, og at pakhusets vinduer var for små til at kunne give det nødvendige lys. Ørskovs konklusion var, at lokalerne ville være uden interesse for professionelle kunstnere. De ville højst være egnet som lokaler for hobbyklubber. Ørskovs kollega, Erik Thommesen, der som billedhugger var autodidakt, var også modstander, men af mere principielle årsager. Han brød sig ikke om, at Akademiet ekspanderede i byrummet, og i et læserbrev i Information klagede han over, at man brugte penge til en “udvidelse af Bertrams fortænkte center for undervisere i kunstmisforståelse og til værksteder for akademiets kunstentreprenørvirksomhed”.
Men kritikpunkterne var ikke mere alvorlige, end at ideen med værkstederne kunne føres igennem politisk. Det har utvivlsomt spillet en rolle for Kulturministeriet, at staten ved at indrette Gammel Dok-bygningen til værksteder og atelierer kunne forbedre forholdene for netop de kunstnere, som kunne profilere den danske kultur.
Oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964 havde været en økonomisk håndsrækning til dette segment i kunstlivet. Strategien var at gøre gode kunstnere bedre ved at give dem større social tryghed. Men statslige opgaver og faste indkomster er kun en del af incitamentet. De redskaber og maskiner, der kræves netop ved større opgaver, er generelt for pladskrævende og omkostningstunge til, at en kunstner selv kan anskaffe sig dem.
Det var baggrunden for, at så mange færdiguddannede grafikere stadig kom og trykte deres ting på Grafisk Skole på Kunstakademiet. Samværet med andre kreative mennesker spillede også en rolle. Alle disse behov ville kunne opfyldes med et Statens Værksteder.
Tre statslige institutioner endte med at dele adressen. Det var Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, Dansk Arkitektur Center og Byggeeksportrådet. Det var kun de to første institutioner, der blev på stedet.
Det blev anslået, at hele projektet ville komme til at koste et sted mellem 30 og 35 mio. kr. Fra Kulturministeriet lå et tilsagn på 10 mio. kr., og Boligministeriet skulle skaffe resten. Sommeren 1983 kunne ombygningen gå i gang. Tre arkitekter stod for projektet: Jens Fredslund, Søren Larsen og Erik Møller, og i de følgende måneder fik det gamle hus tilført ventilation, varme, sprinkleranlæg og andre moderne installationer.
Der blev ikke ændret ved husets ydre, og moderniseringen til trods blev der heller ikke pillet grundlæggende ved dets indre og ved opdelingen i fem etageplaner. For når man vandrede rundt på de store trægulve og kiggede sig omkring på de hvidtede vægge, de ubehandlede stolper og de tunge bjælkekonstruktioner, havde man stadig følelsen af at være i et gammelt om end velbevaret pakhus. Det er en følelse, der har været afgørende for husets anvendelighed. For den fortæller, at disse rum altid har været forbundet med arbejde.

Noget af en blæksprutte

I efteråret 1985 var håndværkerne kommet så vidt, at Kulturministeriet kunne begynde at ansætte det faste personale. Værkstedsdirektøren, værkstedets leder, var den første. Ud fra stillingsopslaget at dømme skulle denne daglige leder af institutionen være noget af en blæksprutte. Først og fremmest skulle han lede værkstederne efter de administrative retningslinjer, der var fastlagt af det særlige Værkstedsråd. Han skulle desuden forestå etableringen af de såkaldte “basisværksteder” for træ og metal, der var grundstammen i stedets virksomhed. Hertil kom de andre specialværksteder og atelierer, som han ligeledes skulle opbygge og indrette fra grunden. Endelig skulle han arbejde sammen med stedets brugere, dvs. malere, billedhuggere, vævere, keramikere, arkitekter, designere, konservatorer og restauratorer. Så af gode grunde blev der i stillingsopslaget lagt vægt på ansøgere “med en alsidig praktisk og teoretisk uddannelse og erfaring, eksempelvis håndværker/arkitekt”.
Ulf Horak Rasmussen hed en af de 16 ud af de omtrent fem gange så mange ansøgere, der i slutningen af november 1985 blev indkaldt til samtale i Kulturministeriet. Omkring bordet sad et ansættelsesudvalg bestående af afdelingsleder Steen Bjarnhof fra Konservatorskolen, professor Helge Bertram fra Billedkunstskolen, professor Nils Fagerholt fra Arkitektskolen, rektor Ole Gjerløv-Knudsen fra Skolen for Brugskunst samt kontorchef Hans Vilstrup og fuldmægtig Peter van Zaane, begge fra ministeriet.
Kandidaten Ulf Horak var hverken håndværker eller arkitekt af profession. Han var uddannet på Blaagaard Seminarium, hvor han senere havde undervist. Siden 1965 havde han været ansat som lærer på Lundevang Skole, en specialskole og et undervisningssted for vanskelige børn og unge under Gladsaxe Kommune. I 1970 var han blevet forfremmet til skolens souschef og i 1985 til dens leder.
Men nogen novice på kunstens og kunsthåndværkets område var Ulf Horak ikke. Før det socialpædagogiske engagement tog fart, havde han haft sine første berøringer med det kunstneriske og arkitektoniske miljø. Hans praktiske sans var lige så udviklet som hans fornemmelse for formgivning. Hertil kom de erfaringer, han havde fået gennem mange års samarbejde med bronzestøbere, vævekunstnere, håndværkere, teknikere og andre kreative mennesker i Gladsaxe. Mere end én gang havde han hjulpet til på sidelinjen med at opbygge en kunstudstilling, f.eks. da Jens Birkemose i 1980 lavede udstillingen “Newtons Night” på Ny Carlsberg Glyptotek. Så noget ukendt navn i kunstlivet var han ikke, især ikke hvis man spurgte kunstnere som Jørgen Haugen Sørensen, Jørn Larsen, Seppo Mattinen eller en væver som Bodil Bødker-Næss. Flere af dem var endda gode bekendte. Og sidst, men ikke mindst var han kendt som en effektiv problemknuser på baggrund af sine erfaringer fra Lundevang Skole.
Måske satte bedømmelsesudvalget ikke ligefrem lighedstegn mellem kunstnere og Lundevangs såkaldt “vanskelige børn og unge”. Men der var ingen uenighed om kandidatens kvalifikationer. Den 28. november, dagen efter samtalen i ministeriet, afgik der brev om, at Ulf Horak var ansat i stillingen med virkning fra 1. februar 1986.
I begyndelsen af december 1985 havde den nye direktør sat sig så meget ind i sit nye job, at han kunne meddele ministeriet sine betænkeligheder omkring den bemanding på 21/2 person, som man åbenbart skulle leve med. Det var alt for lidt og ville især være alt for risikabelt, mente han. Flertallet af de kunstnere, der ville ansøge om et værksted, ville ikke kende noget til stedets komplicerede maskinpark, og de ville ikke kunne betjene den uden professionel assistance. At lade ufaglærte eller uerfarne brugere stå og fumle med de elektriske maskiner i Metal- eller Træværkstedet ville ikke bare være utænkeligt, men også uforsvarligt. Steen Bjarnhof var enig med sin værkstedsleder og sendte et følgebrev til ministeriet, som bakkede ham op. Det ville være synd, “hvis en så spændende ny institution skulle snuble i starten”, fastslog Bjarnhof diplomatisk.
Det kom institutionen heller ikke til. Betænkelighederne blev taget til efterretning af Kulturministeriet, og i løbet af 1986 havde ministeriet bevilget de ekstra stillinger.
Så gik man i gang med den praktiske planlægning. Foreløbig var det hele meget ligetil at dømme efter mødereferaterne. Den 9. april 1986 udsendte Kulturministeriet en mødeindkaldelse til “de ærede medlemmer af det uformelt konstituerede udvalg”. Mødet fandt sted to dage senere på kontorchef Vilstrups kontor i ministeriet. Som det fremgår af følgende løfte i de rundsendte invitationer, var omgangstonen heller ikke så formel: “Der vil blive serveret en øl eller en vand, alt efter behag, medens følgende spændende emner diskuteres i al gemytlighed.” De såkaldt “spændende emner” var bl.a. budgetterne for 1985, 86 og 87 og så lidt om den aktuelle personalesituation, som var ved at komme på plads.
På alle Værkstedsrådets møder stod Ulf Horak for madlavningen, og den gastronomiske kvalitet var baggrunden for, at værkstedsdirektøren i referatet af det første konstituerende møde fredag den 20. juni 1986 kunne skrive under punkt: 5. Arbejdsfrokost, at der “blev spist med god appetit og en fin snak afrundende det første vigtige møde”. For at gøre atmosfæren på stedet så god som mulig er der hvert år i november blevet afholdt en brugerfest, hvortil alle, der har arbejdet i værkstederne, bliver indbudt. Værkstedsdirektøren står så for traktementet, i samarbejde med medarbejderne, og han må være i besiddelse af særlige evner, for i Statens Værksteders arkiver findes bl.a. denne anerkendelse på rim fra et tidligere brugerpar Marilyn and Reese Palley: “Ulf’s kitchen is a maiden’s dream/ More desirable than any man/ And easier to keep clean.”
Uddrag fra bogen Skaberrum af Marianne Grøndahl.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260