Hop til indholdet.

Væveværksted

Væveværkstedet er på ca. 144 m2. Værkstedet råder over i alt fem væve, der er velegnede til arbejde i ret store formater.

Væveværkstedet, som er placeret på samme etage som garnfarveriet på Tekstilværkstedet, er desuden udstyret med diverse væveredskaber: stor skæreramme, tenestativ, garnvinder, spoleapparat, diverse kamme m.m. Du skal selv medbringe sakse, sygrej, målebånd og den slags.

For at søge ind på Væveværkstedet skal du være bekendt med den type væv, du søger om at arbejde på. Vores værkstedskonsulent vil ved visse projekter kunne hjælpe med at håndtere størrelsen af væven. Der er flere væve i samme værksted, og du kan derfor forvente at dele det med andre.

Væveværkstedet faciliteter inkluderer:

  • Trissevæv med op til 4 skafter.Vævebredden er min. 2,5 meter og max 4,1 meter. Væven er velegnet til store tæpper til gulv eller væg. Til tætte kvaliteter skal der være min. to vævere på væven. På væven er skafteløft og sænk udstyret med trykluft.
  • Skaftevæv med op til 8 skafter (pc-styret). Vævebredden på disse to væve er min. 2,5 meter og max 4,1 meter. Vævene er velegnet til store tæpper til gulv eller væg. Til tætte kvaliteter skal der være min. to vævere på væven. På begge væve er skafteløft og sænk udstyret med trykluft.
  • Dobbyvæv, pc-styret vha. Weavepoint. Væven har 22 skafter, to bagbomme og en vævebredde på max. 160 cm. Væven er velegnet til lette tekstiler (ikke til gulvtæpper) og i kraft af pc-styringen velegnet til undersøgelser/eksperimenter med bindinger og mønstringer i fx designopgaver.
  • Gobelinvæv. Vævebredde min. 2,5 meter og max 4 meter. Væven har ingen skafter eller tramper. Væven er anvendelig til store billedtæpper.
  • Skaftevæv med op til 8 skafter. Vævebredden er max. 2,6 meter. Væven er velegnet til tæpper og billedtæpper og kan betjenes alene.

 

 

Eksempler på projekter lavet på Væveværksted