Skip to content Skip to footer

Den unge designduo, Chudy & Grase, vandt i sensommeren 2014 designprisen Time to Design og er siden blevet hædret med intet mindre end syv designpriser rundt omkring i Europa.

Vinder af Time to Design 2014, designduoen Chudy & Grase, udstiller deres sliding mirror “Viewpoint” samt lampekollektionen “Strike” på Stockholm Furniture Fair 2015.

Af Rebekka Lewin
20. januar 2015

Navnet Chudy & Grase er værd at bide mærke i. Den unge designduo, bestående af Nils Chudy fra Berlin og Jasmina Grase fra Riga, vandt i sensommeren 2014 designprisen Time to Design og er siden blevet hædret med intet mindre end syv designpriser rundt omkring i Europa.

Foruden at præsentere vinderprojektet ’Viewpoint’ vil udstillingen give et indblik i den
eksperimentelle proces, som Chudy & Grase har været igennem under deres tre måneders ophold ved Statens Værksteder for Kunst. Opholdet er en del af Time to Design præmien, og giver vinderen mulighed for at videreudvikle det vindende designkoncept. Chudy & Grase var dog allerede så langt i processen med ’Viewpoint’, at de også har fundet tid til at eksperimentere med belysning og skabe grundlaget for en innovativ lampeserie.

EN NYTÆNKNING AF LAMPEN SOM OBJEKT
I løbet af deres forløb på Statens Værksteder for Kunst har Chudy & Grase undersøgt alternative materialer for at gentænke lampen som objekt. I stedet for at designe det, der skærmer for lyskilden, har de designet selve lyskilden. Lampekollektionen ’Strike’ er bygget op af optiske fibre, som er i stand til at lede lyset, og resultatet er en serie af minimalistiske lysskulpturer, der giver en ny og anderledes oplevelse af lys. Besøgende vil kunne afprøve de anderledes materialer i udstillingens ’Light Lab’ for at forstå og udforske deres egenskaber.

Chudy & Grase fortæller: “Vi tror på, at design ikke kun handler om det slutresultat, du kan købe i en butik, men at det indeholder meget mere. Vi vil gerne vise, hvad der har inspireret os og lade besøgende tage del i den udforskende proces. Udstillingens ’Light Lab’ giver beskueren mulighed for at afprøve nye materialer indenfor belysning og med egne øjne se de forskellige resultater, der kan opnås”.

EN LEG MED SYNET
Designduoens vinderprojekt ‘Viewpoint’ er et glidende spejl monteret på et lyspanel, der er mørkt i den ene side og lyst i den anden. Beskueren kan glide spejlet frem og tilbage og på den måde have fuld kontrol over refleksionen. Når det positioneres i den mørke side, fungerer ’Viewpoint’ som et traditionelt spejl, men når man glider det mod den lyse side af panelet, bliver spejlet nærmest transparent, og refleksionen forsvinder.

mirror2_EDIT

ET TRINBRÆT TIL EN DESIGNKARRIERE
Time to Design prisen skal hjælpe unge talenter med at realisere deres ideer og skabe sig en karriere. For Jasmina Grase og Nils Chudy har den betydet, at deres drømme er blevet til virkelighed: ”At vinde Time to Design er det bedste, der er sket for os. Vi drømte om at starte vores eget design studie i København, men havde ingen forventning om, at det ville blive til virkelighed. Da vi fik telefonopkaldet faldt alt pludselig på plads. Time to Design prisen gjorde det muligt for os at flytte til København og starte vores designstudie samt blive introduceret til den sprudlende danske designscene.”

OM PRISEN
Time to Design – new talent award er en designpris med fokus på unge talenter.
Prisen blev indstiftet i 2008 og består af et tre måneders arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst, 50.000 kr., doneret af Træ og Møbelindustrien, en 14 dages udstillingsperiode i Normann Copenhagen Flagship Store, udstilling på Stockholm Furniture Fair 2015, samt et karriererådgivningsforløb ved Design Denmark.

JURY 2014
Dette års gæstemedlemmer i juryen var Ikko Yokoyama (kurator, producer og forfatter), Nicholai Wiig Hansen (designer) og Margrethe Odgaard (designer).

Juryen bestod derudover af repræsentanter fra partnerne bag prisen: Frederik Hardvendel, direktør på Statens Værksteder for Kunst, Poul Madsen, direktør og stifter af Normann Copenhagen, Michael Eirup, konsulent i Træ og Møbelindustrien, samt Jakob Herold, Design Denmark.

YDERLIGERE INFORMATION
Kontakt direktør Frederik Hardvendel eller kommunikationsmedarbejder Rebekka Lewin på Statens Værksteder for Kunst. Telefon: 32 96 05 10. Email: timetodesign@svfk.dk

Læs mere om Chudy & Grase her

SAMARBEJDSPARTNERNE BAG PRISEN

SPONSORER

 

banner_sflf_eng_600x120