Skip to content Skip to footer

Se hvad, der på Statens Værksteder for Kunst er produceret til Biennalen for kunsthåndværk og design.

Biennalen for kunsthåndværk og design er i fuld gang, og blandt dette års deltagere indfinder væver, Ane Henriksen, og møbeldesigner, Else-Rikke Bruun, sig på programmet med projekter udført på Statens Værksteder for Kunst.

Af Rebekka Lewin
August 2015

Tekstilt finér
Else_Rikke_Brun01

Foto: Dorte Krogh

Projektet er opstået ud fra et ønske om at skabe en fusion mellem træ og tekstil. Med inspiration fra tekstile strukturer og mønstre har Else-Rikke Bruun arbejdet med en fusion, som tager form i finér og massivt træ. Træet transformeres til forstørrede fibre i en tekstil vævning, hvor trenden er massivt træ og tråden er finér. Den tekstile, vævede finér danner en skærmvæg. Som skærmvæg kommer de dekorative og perforerede strukturer af den tekstile finér til sin ret.

Projektet handler om at undersøge og eksperimentere med finérens muligheder. Else-Rikke udfordrer finéren som materiale og eksperimenterer med finérens muligheder kombineret med potentialet i en moderne produktionsform; CNC-fræsningen. Skærmvæggen er tegnet som en knock-down løsning, hvor materialerne let kan skilles ad og samles igen.

Tekstilt finér er oprindeligt tegnet til Snedkernes Efterårsudstilling 2014, hvor årets tema var “Tekstilt”. Det var ud fra kombinationen af konteksten; Snedkernes Efterårsudstilling med traditionen for udviklingen af projekter i træ og det tekstile tema, at idéen til en fysisk fusion af de to opstod. Efterfølgende har Else-Rikke videreudviklet projektet og styrket skærmvæggens stabilitet.

Skærmvæggen er delvist produceret af Nicolaj Bo.

Business Sky
hugo..
I projektet Business Sky sammenflettes de ofte stereotype mande- og kvindeområder. Ane Henriksen har kombineret et feminint håndværk med den maskuline forretningsverden i et stort billede vævet af aflagte skjorter.

Under jakkesættet knapper mænd skjorten og dækker brystet med pastelfarver, lyseblå, lyserøde, hvide og småternede såvel som stribede. Er forretningslivets uniform en slags hannernes farver i dyreriget?

Skjorterne er indsamlet fra Nykredits kantiner, og farvetonerne tegner fortællingen i en stor drømmesky. Kontorlivets verden af grid og grafer danner mønsterrammen i skaftevævens opbinding.


Om kunstnerne

Else-Rikke Bruun er uddannet i Møbeldesign fra Dannmarks Designskole og har afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole. Bor og arbejder i København. Beskæftiger sig med møbeldesign og skulptur.

Ane Henriksen er væver og har de seneste år modtaget Hæderspriser fra Nationalbankens Jubilæumsfond 2007, Inga & Ejvind Kold Christensen 2009 og Anne Marie Telmanyi – født Carl Nielsen’s Fond 2013.