Skip to content Skip to footer

Billedvæveren Kari Guddals værker er kendetegnet ved et utal af nuancer og en imponerende farveforståelse. Hun arbejder i de store formater, og det kræver både tid og arbejdsro. Begge dele har hun fundet på Statens Værksteder.

Sirlige rækker af garnnøgler i smukke afdæmpede orange, brune, blå og grønne nuancer breder sig ud over gulvet i atelieret på plan 4 i Gammel Dok Pakhus, hvor billedvæveren Kari Guddal er rykket ind sammen med den store gobelinvæv og mere end 350 forskellige farver garn.

Aug. 2007

Kari Guddal er oprindelig værkstedsuddannet og startede allerede tidligt op med at arbejde i de store formater, så det er mange års erfaring, der er i spil, når et af hendes billedtæpper bliver til. Den norskfødte billedvævers værker er karakteriseret ved et meget stort samspil mellem de forskellige nuancer og en meget tydelig grundighed i udførelsen. ”I mine tæpper arbejder jeg med de tætte overgange, på at få det til at sitre og spille sammen, når man ser det på afstand – og det gør det kun i kraft af de mange farver,” fortæller Kari Guddal om den enorme spændvidde af farver, hun bruger.

Valget og sammensætningen af nuancerne i billedtæppet er en kompliceret affære, hvilket utallige farveprøver – lige så sirligt inddelt – viser. Ved at sætte forskellige farver garn sammen kan den erfarne væver opnå helt nye og anderledes udtryk, end farverne oprindeligt vidner om, når man ser dem hver for sig. ”Det er lidt farvemagi, og det er næsten ubeskriveligt med ord. Det handler om tonalitet og ikke mindst om, at det tager meget lang tid at blande sig frem til de rette sammenhænge,” forklarer hun.

Før indfarvning og vævning går i gang, udfærdiger væveren en mængde skitser. ”Jeg laver altid skitser med pensel, og jeg tror, at det er karakteristisk for mig. Det bliver også synligt i mit arbejde, at jeg arbejder med pensel. Jeg har ikke lyst til at bruge computer, det er der nok, der gør. Nogen gange synes jeg næsten, at vores ting er kommet til at ligne hinanden for meget, derfor fastholder jeg at bruge penslen,” siger Kari Guddal.

Væver kun når lyset er allerbedst
Udvælgelsen af den rette skitse til billedtæppet beskriver hun som en meget vanskelig proces. Det aktuelle billedtæppe kommer i format til at være 205×300 cm, så det er et stort og omfattende projekt, der er taget hul på. Det betyder også kostbarhed i forhold til både økonomi og tid, og derfor er valget af skitsen selvsagt afgørende for den videre proces. Skitsens – og billedets farver – vidner om andre og mere eksotiske himmelstrøg end de danske, og den er da også blevet til under et længere besøg på øgruppen Cap Verde.

”Allerhelst så væver jeg, når lyset er allerbedst i Danmark, og det er forår til efterår. Når vinteren kommer, kan jeg slet ikke se ordentligt. Det er umuligt at skille farverne ad. Derfor er det bedste at komme af sted nogle måneder om vinteren. Man bliver så vanvittigt påvirket af det, og det er under de ophold, at mine skitser bliver til,” fortæller hun.

Selv om skitsen ligger der, er alle detaljer i billedtæppet langt fra fastlagt på forhånd. Meget kommer til under vævningen. ”Jeg fortolker så at sige skitsen undervejs. Prøvevævninger laver jeg ikke. For det er så krævende det her, at hvis det ikke er blodig alvor, så kan jeg ikke gøre det,” understreger Kari Guddal.

20 cm til at slå tonen an
De første 10-20 cm af tæppet bruger hun til at slå tonen an og sætte stemningen så at sige. ”Det er et tidspunkt i vævningen, hvor jeg endnu ikke ved, hvordan farverne harmonerer sammen, så jeg

søger meget. Derefter kan man godt sige, at billedet får en rytme, men der sker alligevel hele tiden nye ting,” fortæller hun.

Rytmen og den helt rigtige fremgang i billedtæppet kræver udpræget koncentration, og opholdet på Statens Værksteder giver Kari Guddal arbejdsro til den lange og koncentrerede proces. ”Det, som er vigtigt her, er, at der er plads til at lave de store ting, når man ikke selv har kapacitet nok. Det giver også en ro, at alt, der er i det her rum, kun er, hvad der skal til for at lave netop dette billedtæppe.”

Hun sætter også stor pris på indfarvningsfaciliteterne i tekstilværkstedet, som ifølge hende giver et helt andet resultat, end hvis man indfarver i gryder. ”Med farvekanonen kan man lade garnet overrisle i stedet for. Det vil sige, at garnet trækker farven på på en anden måde, hvilket er helt genialt. Selvfølgelig er det muligt at indfarve på eget værksted, men ved at arbejde her bliver resultatet ikke blot bedre, – man når også mere på den samme tid,” understreger hun.

Oceaner af tid
Vævning af billedtæpper – eller gobeliner – er en gammel tradition, der på flere måder har fået nyt liv og oplever en stor popularitet i samtiden. Flere har peget på, at den enorme mængde af tid, det tager at lave denne type kunst, kommer til at stå som en kontrast til hastværket i samfundet omkring os.

For Kari Guddal er billedtæpperne alligevel en del af samtiden, på trods – eller måske netop på grund af – denne kontrast. ”Vi har brug for konceptkunst, men vi har også brug for glasmosaik og billedvævning, som tager tid. Jeg tror på, at det er vigtigt, at man kan fornemme, at det giver noget ro og indhold, fordi der er lagt oceaner af tid og grundigt udført håndværk i det,” siger hun.

Norden, herunder især Norge og Finland, har ifølge hende en helt særlig tradition for håndværket omkring det vævede billede: ”I Norge er der en god tradition for tekstilkunst og vævning, og jeg har mange dygtige norske kolleger. Nordmændene sætter stor pris på det, måske fordi der stadig er en stor del af hjemmene, hvor håndværket har en betydning. Alene deres folkedragter, de er jo håndvævede og koster tusindvis af kroner.”

Hun mener, at de nordiske billedtæpper generelt er karakteriseret ved en særlig finish, som skiller dem ud fra værker lavet andre steder i verden. Derfor glæder hun sig også meget til at skulle udstille det færdige billedtæppe på en vandreudstilling sammen med otte andre nordiske billedvævere – en udstilling, der er planlagt til at skulle rundt til Oslo, Helsingfors og København.

—–

Om kunstneren
Kari Guddal er født i 1952 i Oslo. I årene 1979-82 tog hun en værkstedsuddannelse som væver, og hun har siden haft mange seperatudstillinger, bla. i Rumænien og Litauen. Hun har desuden deltaget i en lang række gruppeudstillinger herhjemme og i lande som Polen, Østrig, Skotland og de baltiske lande.

Hendes store billedtæpper er blevet købt af Ny Carlsberg Fondet og Kunstindustrimuseet, og på den nyligt afholdte kunsthåndværkerbiennale på Trapholt i Kolding var hun også repræsenteret. Derudover er hun repræsenteret i flere kommuner og på Danmarks Farmaceutiske højskole.

Kari Guddal er en del af gruppen Dansk Gobelinkunst, der blev etableret i 1998. Læs mere på www.danskgobelinkunst.dk