Hop til indholdet.

Artikel

På eventyr

Lene Desmentik og personale på Gammel Dok i færd med at bære skulpturen ud fra metalværkstedet på Statens Værksteder. Forude venter en industrilakering, før værket kan fortsætte sin rejse til Eventyrhaven i Odense.

Læs om Lene Desmentik på SVK her.

Til juni åbner den store skulpturudstilling i Eventyrhaven i Odense. Billedkunstner Lene Desmentik er en af de udvalgte, der deltager med et værk til den smukke have. Store dele af hendes skulptur er blevet til i metalværkstedet på Gammel Dok under et intensivt arbejdsforløb – og nu er værket sendt afsted på den afsluttende rejse mod opsætningen i Eventyrhaven. Her fortæller Lene Desmentik om tankerne bag skulpturen, processen og det videre forløb.

Hvilket udtryk har du ønsket med din skulptur, og hvilke materialer har du arbejdet med?

Min skulptur til Eventyrhaven består af 3 elementer: En åben dør i hvid marmor, en sø i Blå Rønne granit og et hus med en geometrisk udvækst i stål. Jeg har arbejdet på metalværkstedet med stålkonstruktionen. Min intention med den er at skabe en spinkel og let konstruktion, der spiller op mod de mere massive elementer i sten. Den bliver mere som en tegning eller et omrids, der lige anes på afstand. Den bliver desuden malet rød som en kontrastfarve mod den grønne græsflade.

Er du stødt på problemer undervejs i forløbet?

Ja, men de er blevet løst hen af vejen med hjælp fra værkstedslederen. Det har specielt været samlingen af huset og vinklerne.

Hvordan ser den videre proces ud herfra?

Skulpturen er nu sendt til industrilakering og bliver i denne uge pulverlakeret i en kraftig rød. Derefter bliver værket så hentet og fragtet til Odense. Jeg skal derover for at lave de første fundamenter, og d. 15. – 16. maj sætter vi værket op. Der skal tages billeder til katalog, og selve udstillingen åbner d. 19. juni.

Hvad er den særlige grund til, at projektet skulle løses her?

Projektets størrelse og at jeg havde brug for den faglige ekspertise på stedet. Det er første gang, jeg arbejder med et stort projekt i metal, og det var ikke muligt at lave på mit eget atelier.

Har dit kunstneriske arbejdsforløb været anderledes på Statens Værksteder end ellers?

Jeg ved ikke, om man kan sige, at mit kunstneriske arbejdsforløb har været anderledes, da jeg i perioder arbejder meget koncenteret på et værk op til en udstilling. Det har været meget koncenteret på Statens værksteder, hvilket giver sig selv pga. af den fastlagte tidsperiode. Jeg har lært en masse her om materialet – hvilket kan give nye ideer og måder at løse ting på i fremtiden.

Hvor er du rent kunstnerisk på vej hen nu?

Mit næste projekt er en skulptur/installation til udstillingen DnA d. 23. maj i De gamles by, Nørrebro, hvor jeg arbejder på et værk sammen med arkitekten Vibeke Rytter.

Derudover har jeg 2 udstillinger mere i år. I august har jeg fået et arbejdsophold på Bornholm, hvor jeg vil koncentere mig om en idé, der sammenkobler indtryk og oplevelser fra mine rejser sidste år til henholdsvis Grønland og Israel. Temaet kredser om landskab og mure og er en videreudvikling af et inde-ude tema, jeg har arbejdet med i mange år.

—-

Fakta

Skulpturudstillingen og Lene Desmentiks værk kan ses i Eventyrhaven, Odense fra d. 19. juni 2008.

Udstillingen er kurateret af billedhugger Bjørn Poulsen.

Her på svkh.dk vil du til juni i billeder og tekst kunne følge skulpturen under opsætningen og Lene Desmentiks afsluttende arbejde.

Læs om metalværkstedet på Statens Værksteder her.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260