Det gælder for mange virksomheder, at de ønsker at signalere et overskud, når de indkøber kunst til foyeren eller mødelokalet. De vil gerne vise, at de tænker på andet og mere end at tjene penge – at det er en del af deres corporate identitet at tænke i mere humanistiske og kreative baner. Det er samtidig en oplagt måde at vise et vist økonomisk overskud, og endelig kan kunsten i virksomheden fungere som ‘ice breaker’ i forbindelse med kundemøder o. lign.
Af Rebekka Lewin
Marts 2017
Når det kommer til stykket, er der en række andre muligheder for samarbejder kunstnere og virksomheder imellem, og det satte Statens Værksteder for Kunst i fokus med art talken, Kunstnerens samarbejde med virksomheder med oplæg af billedkunstner, Pernille Egeskov, og kunstrådgiver, Christina Wilson, torsdag d. 2. marts 2017.
Et frugtbart samarbejde
I samarbejde med Fritz Hansen Møbler, Dinesen Trægulve og Georg Jensen Damask udviklede Pernille Egeskov soloudstillingen HJEM i forbindelse med 3 Days of Design 2016. De tre virksomheder havde til lejligheden udtænkt en alternativ løsning i forhold til visning og styling af deres produkter. De ville give deres publikum en oplevelse udover det forventelige og ville dermed give stafetten videre til en kunstner, som kunne gøre netop det. Pernille var til at begynde med forbeholden og nervøs på at give køb på sin kunstneriske integritet. Hun gik derfor i dialog med virksomhederne omkring, hvor stor en kunstnerisk frihed, hun kunne forvente. Med beskeden om, at hun havde fuldstændig frie tøjler, gik hun i gang med at sammenkoble sit kunstneriske udtryk med virksomhedernes produkter. Udstillingen skulle foregå i Dinesens lejlighed ved Højbro Plads – en ældre herskabslejlighed med spritnye trægulve. Til at begynde med satte Pernille sig godt ind i, hvilke teknologier og håndværksmæssige fagligheder, de tre virksomheder benytter i deres produktion. Det gav hende et godt standpunkt at arbejde ud fra, og hun fik samtidig adgang til fagligheder og tekniske muligheder, som hun ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.
De tre virksomheder har ‘det hjemlige’ til fælles, og deres produkter forbindes ofte med tidløst, klassisk design, der kan gå i arv i generationer. Produkterne er ‘vidner’ til de allermest intime situationer i hjemmet, og dette karakteristika tog Pernille med i sin udstilling som det gennemgående omdrejningspunkt. Hun lavede et helt konkret skitseforslag, som hun fremlagde for virksomhederne til godkendelse. Det var en relativt kort og enkel proces, som bevirkede, at Pernille kunne arbejde uforstyrret.
“For virksomhederne var det jo også en måde at profilere sig selv på. Samtidig med at ville være velrenommerede og etablerede design-ikon-butikker, så kunne de fremstå som progressive i kraft af, de turde videregive og frigive deres produkter i en kunstnerisk kontekst” fortæller Pernille Egeskov.
Arbejdet med det hjemlige
I lejligheden på Højbro Plads kom man ind i et rum fuld af gamle, brugte Georg Jensen duge med sovse- og rødvinspletter som en kommentar til det hjemlige. Dugene har været i brug på det bord, hvor man, gennem de sidste 70 år, har mødtes på tværs af generationer. I rummet derefter blev man præsenteret for en helt ren og nystrøgen Georg Jensen dug, der til sidst endte op i sine egne vævetråde. Værket er vævet i Georg Jensens eget væveværksted.
På samme måde fortsatte udstillingen med at benytte de kendte materialer og designs til at udtrykke hjemlighed og nostalgi.
I køkkenet fandt man en ensom myre, en Arne Jacobsen stol med skæve ben, og som bogstavelig talt var gået op i limningen.
“Stolen er et godt eksempel på det tætte samarbejde, jeg havde med Fritz Hansen. De kunne med stolthed fortælle, at Myrestolen er lavet med ni lag finér, der er limet sammen og derfor kan presses, hvilket er det, der er selve Arne Jacobsens fidus. De ni lag finér har årene vendt i forskellig retning, og når de presses fra alle sider, får de det særlige udtryk. Jeg fik, efter min snak med dem, produceret en stol, hvor ryggen ikke var limet sammen, og jeg kunne eksperimentere med den, som jeg ville. Jeg følte mig ekstremt beriget af den direkte adgang til teknikker og materialer, som jeg ikke ville have kunnet afstedkomme på anden vis” forklarer Pernille Egeskov.
Klare aftaler
Det var væsentligt for Pernilles samarbejde med de tre virksomheder, at graden af den kunstneriske frihed var afklaret fra starten. Desuden var det vigtigt at cleare rettighederne over værkerne og indgå klare økonomiske aftaler. Alle disse aspekter var på plads, inden Pernille gik i gang.
“Lønnen var ikke stor, men det har klart været en større succes, end jeg havde regnet med. Jeg fik mange gode kontakter og blev belønnet med en pris. Virksomhederne fik god presseomtale for deres “vovede” adfærd, og jeg fik gratis spalteplads i diverse nationale og internationale kunst- og boligmagasiner. Det var en såkaldt ‘win win’ for alle” fortæller Pernille Egeskov afslutningsvis.
> Læs mere om Pernille Egeskov og hendes projekter
Kunsten tænkes ind i virksomheden
I 2008 blev Christina Wilson kontaktet af KPMG International, som skulle flytte deres hovedsæde til nye bygninger. Virksomheden bad Christina om hjælp til at flytte den eksisterende kunstsamling for et budget på 11 mio. kr., og sammen med gallerist Bo Bjerregaard og rådgivningsfirmaet In Situ gik hun i gang med planlægningen.
I overensstemmelse med KPMGs værdigrundlag var der et udtrykt ønske om en kunstnerisk installation, som viste, at virksomheden var engageret i omverdenen, og at den var kommunikerende med en vis form for integritet. Den ønske på samme tid at udvise åbenhed og fortrolig samt tradition og fornyelse.
“Kunstens rolle skulle have en sammenbindende rød tråd, der underbyggede KPMGs identitet og værdigrundlag. Det betød bl.a. at man f.eks. ikke kunne have ekstremt obskøne værker. Det er jo et revisionsfirma, og der kommer og går en masse mennesker hver dag. Det handler om tal, men samtidig må det ikke være for tørt, ej heller for flippet, så der var mange faktorer, vi skulle tænke på, når vi skulle finde ud af, hvilke værker, der skulle finde sin vej ind i firmaets værdigrundlag” fortæller Christina Wilson.
Kunsten havde samtidig potentiale som stedmarkør til at finde rundt i den mange tusinde kvadratmeter store bygning. Den ville kunne kunne knytte sig til hvert enkelt sted i bygningen, så man som udefrakommende kunne huske, hvor man havde været før, og hvor man skulle hen.
De tre rådgivere udstak sammen nogle udvælgelsesparametre i forhold til valg af kunst. Den skulle have internationalt udsyn, være toneangivende, spektakulær, behandle egnede tematikker, udvise variation i brug af medier, være rumligt orienteret, udvise materialebevidsthed, have en vis grad af overraskelsesmoment, være dynamisk, fremtidssikret og fremstå i en kombination af stedsspecifikke og eksisterende værker.
Her ses en række af de kunstnere, som blev valgt på baggrund af udvælgelseskriterierne:
Virksomhed i vækst
Christina fremhævede et andet projekt – en opgave, der kom fra Aquaporin i Lyngby for godt et år siden. Aquaporin er en start up virksomhed, der har modtaget Gazelleprisen og en masse fondsmidler til opstart. Der er dog ikke afsat økonomi til kunst, så Christina har indgået en aftale med dem om, at kunstnere kan komme og arbejde der og gå i dialog med virksomheden i en form for ‘huskunstnerordning’.
“Jeg ved, at det er svært for kunstnere at finde noget at leve af, så det at undersøge, hvordan en virksomhed kan bruge kunstnerisk innovation, vil jeg gerne undersøge mere dybdegående.”
Christina har derfor etableret et samarbejde med kunstnergruppen, Diakron, som hun mener passer godt til den naturvidenskabelige, forskningsbaserede virksomhed, som Aquaporin er. Hun har dermed selv indtaget rollen som moderator og forsøger at gøre samarbejdet imellem kunstnere og virksomhed til en god og gnidningsfri oplevelse. Hun har nemlig ofte oplevet et clash imellem de to verdener, som kan have vidt forskellige forventninger til hinanden. Diakron står således for kurateringen af værker til arbejdspladsen, og Christina faciliterer broen mellem de to parter og ser overordnet på samarbejdet og de processer, der opstår her. Hun satte fra begyndelsen dette forbehold op:
“We do not believe that art has a magic potential. We do not believe that art will shine on you, and then you become creative. But we believe that art can communicate ethics, sensitivities, political agendas, aesthetics and visualize unseen structures”.
Forventningerne kan dermed hvile på et ligeværdigt grundlag. Christina har nedsat en kunstfølgegruppe, som hun kan diskutere de indkomne kunstneriske oplæg med. Hun forklarer det som en form for grundforskning, som hun ikke kan forudsige resultatet af. På den baggrund vil hun udvikle en metodehåndbog, der beskriver, hvad man kan forvente, at kunstnere og virksomheder kan gøre sammen.
Hun har sammendraget potentialet for samarbejdet således:
- Exhibitions
- Artist residencies
- Workshops
- Seminars
- Artist talks
- Goal of Aquaporin: dialogue and exploration of how artists work and how they organize themselves in society
Indtil Diakron har fundet frem til de rette kunstnere, har Simone Åberg Kærn fået lov at ‘opbevare’ en del af sin kunstneriske produktion, som hun ikke selv har plads til, bl.a. denne flyvemaskine:
Svært med finansiering
Christina pointerer, at det ikke er optimalt med en aftale om naturalieøkonomi, så hun har søsat et større fondsansøgningsarbejde. Det er vanskeligt, fordi projektet handler om proces, og det er de private fonde som regel ikke så engagerede i. Hun har derfor involveret flere kommuner og en afdeling fra CBS i samarbejdet. Det vides endnu ikke, hvordan forretningsmodellen kommer til at se ud – det vil sandsynligvis visualisere sig i hendes metodehåndbog.
> Læs mere om Christina Wilson og hendes virksomhed, Art Advisory
