Hop til indholdet.

Artikel

Igennem tiden

Atelieret Store Formater, fra bogen Skaberrum – Statens Værksteder 2002-2005, udgivet på forlaget Aristo i 2005. Nb. Grundet billedformat på website har det desværre været nødvendigt at beskære billedet i forhold til originalen.

Læs om Marianne Grøndahl på SVK her.

Da Marianne Grøndahl var 5 år gammel, fotograferede hun allerede – blot uden kamera. Gennem den frostdækkede rude så hun ud på verden via små cirkler i duggen. Siden kom boks-kameraet og Leicaen til, og fotografierne af verden kom på papir. I dag er hun tæt på de 70 år, har levet et indholdsrigt liv med kunsten i centrum, og til september kan hun præsentere den udstilling, der konkluderer hendes fotografiske tilværelse.

Af Ida Sofie Minke Anderson

April 2008

Der var engang, hvor Life Magazine var et 14-dages blad og lå i stakke med deres fascinerende sort-hvide billeder. Det var på den tid, at fotografen Marianne Grøndahl som 10-årig fandt sine forbilleder i store fotografer som Robert Capa og Eugene Smith. Og med disse forbilleder in mente drømte hun om at blive ligesom de store kvindelige amerikanske fotografer, som man så dem med Leicaen på skulderen, iført uniform og skråhue, stående foran flyet. ”Det var fotografer, som jeg stadig forguder i dag, og jeg tænkte, sådan vil du være en gang. Der har jeg fulgt mit spor,” siger hun.

Igennem årene er sort-hvid-fotografiet blevet hendes umiskendelige visitkort. Ikke fordi hun ikke har fotograferet i farver – der har været stakkevis af kommercielle opgaver igennem tiden – men fordi hun mener, at det sort-hvide fotografi kan noget helt særligt. ”Det sort-hvide fotografi ejer en poesi og har noget uudtalt. Jeg har rigtig meget respekt for farvefotografiet – men det bliver aldrig mig – aldrig!” understreger hun.

Stilhed mellem mennesker

Marianne Grøndahl er en person, der elsker det modsætningsfyldte, og med sit store udstillingsprojekt på Museet for Fotokunst til efteråret kommer modsætningerne også til at stå i centrum. ”Mine billeder handler om stilhed – altså stilhed mellem mennesker – men de handler også om nærværet, sorgen, glæden og barmhjertigheden over for hinanden. Det handler om næstekærlighed på mange måder – uden at det skal være patetisk. Det handler om nænsomhed,” siger fotografen.

De 245 helformatsbilleder, udstillingen kommer til at indeholde, er blevet til i det store mørkekammer på Gammel Dok. En lokalitet Marianne Grøndahl kender godt efter flere ophold igennem årene. Men selv om mange af hendes store fotografier har fundet vej ud i lyset i netop dette mørkekammer, så har det nylige tre måneder lange ophold været anderledes end tidligere.

”Dels handler det om, at jeg har fundet frem til en særlig kopieringsteknik nu – og det er et livslangt forløb – dels har jeg fundet noget prægtigt papir, som jeg måske er en af de første, der kopierer på. Det er helmat og tykt som karton, og den type papir skulle jeg også lære at kende. Alle har haft forbehold mod det her papir – og jeg har bare troet så meget på det,” fortæller hun.

Den kompromisløse stædighed

Stædigheden spiller en væsentlig rolle i forhold til at være nået så langt, som hun er. Hun kan arbejde i årevis frem mod det optimale fotografi – hvis det ikke kan lade sig gøre det ene år med et bestemt menneske, hun ønsker at fotografere, så bliver der sat et kryds i kalenderen næste år. Et udtryk for en tålmodighed og fokuseren på det fuldendte, der på mange måder er meget ulig tiden.

Som fotograf og kunstner forfølger hun hele tiden sine mål og er med egne ord benhård over for sig selv. Det fører også af og til skuffelser med sig, for selv om hun kan kigge tilbage på et langt og virksomt liv med store vellykkede projekter, så ligger der også fejlslagne projekter i kølvandet. Sådan er det, når man arbejder kompromisløst, mener hun selv.

Rum til skabelsen

I sit fotografiske arbejde er Marianne Grøndahl optaget af det, der er på vej – det som skabes og som vokser, også uden for billedets rammer. Gammel Dok har en helt særlig plads hos hende i den forbindelse. I 2005 udkom bogen Skaberrum, som i en lang række fortættede, intense billeder sætter den kunstneriske proces i højsædet. Her har fotografen fulgt en række kunstnere igennem årene 2002 til 2005 i deres arbejde på Statens Værksteder.
”Fra første færd jeg arbejdede herude, har jeg været fascineret af huset. Det, som fascinerer mig, er rummenes generøse nøgternhed. Det er mulighedernes rammer. Og anden gang jeg var her besluttede jeg mig for, at jeg en dag ville berette om den kunstneriske, faglige og menneskelige kvalitet,” fortæller hun.

Resultatet blev et enormt materiale, som efter en grundig udvælgelsesproces med al ønskelig tydelighed illustrerer det, som er husets kernevirke: skabelsen af den store kunst. ”Det var et stort materiale, men jeg ved præcist, når jeg ser negativerne, hvad der er bæredygtigt. Grundlæggende drejer det sig om, at når du laver en bog, så har du en loyalitet over for den ide, du gerne vil berette om. Det er jo ikke alle billeder, der er eviggyldige, men man må have en ramme, hvor man siger, at man arbejder op til en situation,” forklarer Marianne Grøndahl.

At gå ind med sjælen

Rammen og loyaliteten er den røde tråd igennem Marianne Grøndahls arbejde. Hendes professionelle og kunstneriske virke som fotograf er i høj grad bundet op på loyalitet, og hun ser selv loyaliteten som det, der åbner op for de muligheder og tilgange til fotografiet, som er hende forundt.

”Mennesker åbner deres sinds dør op og deres fysiske dør op og lader mig komme ind. For jeg lyver mig ikke til mine billeder. Jeg laver aldrig billeder med teleobjektiv. Jeg går helt ind med sjælen – ellers er det ikke et sandhedsøjeblik. Det, jeg sigter imod at lave – der er jo aldrig noget, der er fuldendt – det er sandhedsøjeblikket, det upåagtede øjeblik, hvor tingene på en uudtalt måde smelter sammen med menneskelighed, form og indhold, lys og skygge.”

Tidens greb

Begrebet tid indgår i flere af titlerne på Marianne Grøndahls store fotografiske bogværker. På tværs af tiden, Fra tid til anden og Tidsrum er nogle af de imponerende bøger, der er kommet fra fotografens hånd. Grøndahl forklarer selv fascinationen af tiden ud fra relationen til det øjeblikssekund, som aldrig vender tilbage. Det er netop indbegrebet af hendes billeder. De indfanger en fortælling, hvor der ligger så uendelig meget på begge sider, men som alligevel kun fortælles i dette ene øjeblik. For hende ligger indtagelsen af begrebet i høj grad i erkendelsen af den manglende mulighed for at genskabe sekundets øjeblik.

”Hvis jeg iscenesatte mine billeder, så ville tiden ikke have den formulering omkring mit arbejde. For mig er det stærkt forbundet med det lykkelige og fantastiske øjeblik, hvor det hele smelter sammen. Derfor er man også nødt til at registrere totalt åbent,” understreger hun.

—-

Om kunstneren

Marianne Grøndahl er født i 1938 og blev uddannet reklamefotograf i årene 1952-57.

Bogtitler fra hendes hånd omfatter bl.a. Fra tid til anden – en fotobog, Garnisons Kirke, 2006, Skaberrum – Statens Værksteder for Kunst og Håndværk 2002-05, 2005, På tværs af tiden – mellem mennesker 1974-2004, 2005, Tidsrum – seksten danske komponister 1989-2002, 2002, Positioner. Den Kongelige Danske Ballet, 1980-94, 1994, Ballettens Børn, om Det Kongelige Teaters Balletskole, 1986.

Hun har desuden udstillet på Louisiana, Ny Carlsberg Glyptotek, Arbejdermuseet, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Nationalmuseet, Fotograficentrum i Stockholm, Fyns Stifts Kunstmuseum, Øregaards Museum, Esbjerg Hovedbibliotek m.fl.

Derudover har hun modtaget en lang række legater fra bl.a. Statens Kunstfond, Velux Fonden, Beckett Fonden, Augustinusfonden og Carlsbergfondet.

Udstillingen ”Marianne Grøndahl. Fotografier 1980-2008” kan ses på Museet for Fotokunst, Brandts Torv 1, 5000 Odense C fra d. 5. september til d. 16. november 2008. Læs mere på www.brandts.dk.

Læs om fotoværkstedet på Statens Værksteder her.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260