Skip to content Skip to footer

Detalje fra Gam og Fratesis stol ‘Masculo’ – en stol, der er baseret på den kontrast, som opstår i modspillet mellem det karakteristiske ryglæn og den spinkle metalstruktur. Stolen er produceret af Gubi.

Læs mere om kunstnerduoen GamFratesi på SVK her

Fredag den 28. august modtag de to møbeldesignere Stine Gam og Enrico Fratesi Planken Ud Prisen 2009 ved et arrangement på Kunstindustrimuseet.

Sept. 2009

Prisoverrækkelsen markerede samtidig åbningen på en separatudstilling med møbler af de to designere. Her vises tre nye værker og en installation bygget op af værker, som er i produktion. Desuden giver en række modeller indblik i designernes arbejdsmetode.

De to designere har i månederne op til prisoverrækkelsen arbejdet på Statens Værksteder for at forberede deres udstilling. Udover Kunstindustrimuseet skal deres møbler udstilles på Trapholt i forbindelse med prisen, og derfor vender Gam og Fratesi tilbage til værkstederne i januar for at arbejde yderligere en periode.

Citat fra pressemeddelelsen fra Kunstindustrimuseet :
“Gam og Fratesi tilhører den seneste generation af møbeldesignere og repræsenterer et nyt bud på mødet mellem dansk og international designtradtition. Stine Gam er dansk, Enrico Fratesi er italiensk. Flere af deres møbler leger med konturerne fra designklassikere formgivet af Hans J. Wegner og Arne Jacobsen, men kaster et helt nyt lys på de velkendte former, som tilføres nye proportioner, materialer og konstruktioner. Det er tydeligt ,at en yderst frugtbar dialog finder sted imellem de to designere og de forskellige kulturer, de repræsenterer, som fører dem længere, end de hver især ville kunne nå på egen hånd.

Duoen nøjes ikke med at computerdesigne, men har i den grad hænderne nede i materialerne og fremstillingsmulighederne i deres arbejdsproces. Herved eksperimenteres der, og produkterne slipper ikke Gam og Fratesis hænder, før de er som ønsket. Netop denne grundige tilgang til møbeldesignet, og parrets mod til at tænke i utraditionelle baner, er årsagen til, at GamFratesi tildeles Planken Ud Prisen 2009. Det er priskomitéens håb, at denne pris vil være med til at løfte deres karriere videre.”

Om Planken Ud Prisen
Planken Ud Prisen består af et rejselegat på kr. 40.000, der vil blive uddelt hvert år frem til og med 2011. Midlerne til prisen stammer fra auktioner, der hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner er blevet afholdt over udstillingsmøbler fra de to Planken Ud udstillinger på Kunstindustrimuseet i 1999 og 2003.

Planken Ud opstod sidst i 1990’erne som et samarbejds- og udstillingsprojekt, bestående af møbeldesignere og møbelsnedkere, der i fællesskab udfordrede sig selv og hinanden på kreativitet og faglig kunnen. Hver møbeldesigner fik til opgave at skabe et møbel af en massiv planke træ i eg, bøg, ask eller ahorn og med bistand af en, to eller endda tre møbelsnedkere er idéerne blevet gjort til unikke stykker møbel.

Prisen tildeles en møbelsnedker og /eller møbeldesigner, der i sit arbejde formår at virke for de præmisser, der har været grundlaget for projekt Planken Ud: En høj håndværksmæssig standard og en gennemført æstetisk forståelse og ikke mindst viljen til, i sit arbejde, at gå planken ud i udtrykkets mest positive forstand. Planken Ud Prisen er tidligere blevet tildelt designer Søren Ulrik Pedersen og Ditte Hammerstrøm.

Komité 2009
Prismodtageren er blevet udvalgt af en komité bestående af:
Bodil Busk Laursen, Museumsdirektør for Kunstindustrimuseet
Keld Korsager, direktør for Foreningen Dansk Møbelindustri
Ole Rømer, afdelingsleder på Københavns Tekniske Skole
Mette Dalby, museumsinspektør på Trapholt
Louise Campbell og Sebastian Holmbäck, designere og arrangører af Projekt Planken Ud.