Skip to content Skip to footer

Billedkunstner, Søren Lose, har fået adgang til Det Nationale Fotomuseums arkiv til sin kommende udstilling. Han opholder sig for øjeblikket på SVFK, hvor han skaber komplekse billedcollager med storprint og rumlige objekter.

Af Rebekka Lewin
Februar 2016

Det Nationale Fotomuseums arkiv indeholder mere end 17. mio. billeder. Det overordnede tema for den kommende duo-udstilling, “Vi byggede et hus”, sammen med fotokunstner, Julie Boserup, er storbyens arkitektur og rum. I den forbindelse udvælger Søren billeder af konkrete bygningsværker og anonyme konstruktioner fra arkivet, som han sætter ind i en teoretisk/filosofisk ramme ud fra tre overordnede begreber: Konstruktion, dekonstruktion og destruktion.

Det kunstneriske ærinde
Mange taler i dag om kunst som en form for spydspids for innovation i samfundet med tanke på produktivitet og vækst. En anden måde at anskue kunsten på kunne være som en form for eftertænksomhed, som en måde at rode op i erindringen, og i ting som vi troede, vi havde glemt og parkeret. Dermed stiller kunsten sig kritisk over for en kollektivt konstrueret identitet, som er inkorporeret i vores kultur, og som vi opererer efter i vores dagligdag. På den måde kan en kunstners motivation for at dykke ned i et arkiv være et ønske om at sætte spørgsmålstegn ved vores kollektive erindring.

Det er nyt for Søren udelukkende at skulle forholde sig til arkivmateriale i arbejdsprocessen, og med adgang til så mange billeder, som det her er tilfældet, er han nødt til at begrænse sig og forholde sig til sit overordnede kunstneriske ærinde, som indbefatter fotografi, arkitektur og erindring. Bl.a. inddrager han et fotografi af Kölner Dom, som han har skåret i og sat sammen til en collage i flere lag. Kölner Dom som bygningsværk kan vække en kollektiv erindring hos beskueren og f.eks. skabe associationer til de begivenheder, der netop har fundet sted nytårsnat i Køln.

I store fotoværksted på Statens Værksteder for Kunst dumper vi ind midt i en arbejdsproces med billeder og skitser, der hænger på væggene og ligger i forskellige formationer på borde og gulve. Det er et følsomt tidspunkt i processen, men ikke desto mindre et spændende udgangspunkt for en snak om de bagvedliggende tanker og kunstneriske greb. Søren arbejder ikke med fotografi i traditionel forstand. For ham er et fotografi, der hænger i en ramme på et galleri som et “vindue til verden” ikke nok i sig selv. Et fotografi skal referere til og sige noget andet og mere, en det man umiddelbart ser. Deraf kommer overskriften på aftenens snak om Sørens kunstneriske arbejde til at hedde ‘Fotografi som kritisk forskning’.

Det er interessant for Søren at beskæftige sig med et arkiv, hvor han aktivt kan udvælge og sætte billeder sammen og i det hele taget gøre med dem, som han lyster. Han peger på en serie billeder, han har fundet på et loppemarked i Berlin, af en mand med en gul regnfrakke:

“Jeg er selv vokset op på Lolland, så det er jo sådan en kendt type. Grunden til, at jeg faldt over de her billeder var, at jeg kendte ham der, jeg vidste, hvem han var. Det, der var mærkeligt ved den her serie af billeder, var, at det så ud som om manden bliver forfulgt. Jeg har taget to billeder og sat dem sammen – et ganske enkelt greb, som bevirker, at vi bliver opmærksomme på, hvad vi gør, når vi fotograferer”.

Panorama_Marsch

Titel: Panorama-Marsch. Størrelse: 50 x 153 cm. Light-jet print på Dibond/plexi. År: 2000

Fotografiet som videnskabelig undersøgelse
At bruge fotografiet som metode i en videnskabelig undersøgelse har længe været Sørens tilgang til den kunstneriske praksis. Han har besøgt forladte huse og fundet effekter og feriefotos, som han har sat sammen og skabt sin egen fortælling ud fra. Som en kunstnerisk, antropologisk undersøgelse. Han startede med, uden mål for øje, at finde ud af hvor billederne var taget. Rejste samme sted hen og fotograferede de samme motiver én til én. Så havde han både gamle og nye fotos af det samme motiv. Udover det brugte han nogle gamle film, som han havde fundet på loppemarked og fotograferede oven i de eksisterende fotos. Det kom der nogle helt specielle resultater ud af, hvor farverne var helt matte og motivet næsten helt væk. Pludselig er vi kommet på afstand af det turistfotografi, som det oprindeligt var.

På samme vis har Søren ofte eksperimenteret med at skabe skulpturelle konstruktioner i samspil med fotografierne:

“Jeg laver jo ikke ‘rigtig’ fotografi. Der er altid truffet nogle valg, og det kommer vi også tilbage til i forbindelse med arkivet. Hvad det er man ser, og hvorfor man træffer de valg ud fra et kæmpe eksisterende materiale. Det er lidt vanskeligt at formidle det, jeg laver. Alt det forarbejde og research, der ligger bag, men det ville givetvis også blive kedeligt af det.

Derfor benytter Søren nogle andre greb end skrevne eller talte ord, og det er her, det skulpturelle kommer ind i billedet. Han eksperimenterer med det rumlige ved f.eks. at sætte store fotografier op på krydsfinér-kasser, som læner sig forskudt i forhold til hinanden i rummet. Skulpturen/fotografiet er nu over kropsstørrelse og dermed noget, der skal opleves med kroppen. Fotografiet er ikke længere en repræsentation eller dokumentation, men vækker en kropslig fornemmelse af et tomrum hos beskueren. Værket aktiverer hele sanseapparatet fremfor blot synet eller intellektet.

Den svære udvælgelse
Til den aktuelle udstilling på Det Nationale Fotomuseum har Søren ligeledes taget fotografiet ud af sin kontekst, bogstavelig talt vendt det på hovedet og sat det sammen i flere lag. Der er tale om ikke digitaliseret fotografi og således en mere langsom og eftertænksom proces. Søren har sat sig nogle dogmer som en ramme omkring udvælgelsen af billedmateriale i form af gotik og filigrane elementer. Han har bl.a. valgt et fotografi af katedralen i Milano og skåret spir og tårne ud af billedet, sat flere billeder oven på hinanden i fire lag for at gøre materialet til sit eget i et selvkonstrueret formsprog. Det handler i høj grad om at finde det uperfekte i det perfekte og om at stille spørgsmål til arkitekturen. Det er de samme arkitekter, der har rejst rundt i Europa og skabt de velkendte former, men hvad er det disse bygninger gør ved folk, hvad er de skabt til?

Desuden er Søren fascineret af perioden slut 1800 – start 1900-tallet, hvor fotografiet virkelig gjorde sit indtog.

“Jeg har længe haft noget ‘fin de siécle’ noget. Sådan hele modernitetens opståen. Det er en interessant periode, for det første fordi fotografiet virkelig florerer på det tidspunkt, og for det andet fordi tiden kulminerer med 1. verdenskrig, hvor man mister troen på fremskridtet. Den tid har jeg gerne villet have fingre i, og der ligger rigtig meget materiale fra den tid i arkivet. Neogotikken kulminerer i midten af 1800-tallet og bliver afløst af modernismen. Bygningsværker fra den tid skal jeg helt sikkert have med i udstillingen.”

Se et uddrag af artist talk’en her:

Artist talk med billedkunstner, Søren Lose, i samtale med Matthias Borello fra Kunsten.nu
Filmet og redigeret af Erik Nørgaard Gravesen.

Om Kunstneren

Søren Lose er uddannet på Kunstakademiet i København i 2003.
Loses arbejde koncentrerer sig om fotografi, skulptur, installation.

> Søren Loses hjemmeside
> Søren Lose på SVFK