Skip to content Skip to footer

Fra Pernille Koldbech Fichs serie ‘Black’, Black (right, ladder) 2009-2011, 89×113 cm.

Læs mere om Pernille Koldbech Fich på SVK

Med belysning af malede flader skaber fotografen Pernille Koldbech Fich illusioner om rum og dybder, der åbner for en verden af læsninger. Lige nu er hun aktuel med en intens udstilling, der sætter spot på fotografiets kerne.

Af Ida Sofie Minke Anderson
Februar 2012

Pernille Koldbech Fichs fotografier rummer både harmonisk tonalitet og urolig intensitet. Når der er mennesker i billederne, aflæser vi dem på en måde, og når fraværet af mennesker gør sig gældende, er det andre læsninger, som træder til. Lys og skygge spiller hen over fladerne, og denne vekselvirkning er med til at åbne dem som en række mentale erfaringsrum for vore egne sindsbilleder og tilstande. Når man ser på Fichs fotografier, får man en trang til at række ud og mærke overfladen. Teksturen i dem er så tydelig, stofligheden – og stilheden – så nærværende, at man næsten kan mærke den under sine fingre – blot ved synet af dem.

I serien ‘Black’, som hun netop nu udstiller på Galleri Image i Århus, er teksturen baggrund for en række kvindeskikkelser, men den udgør også selvstændige billeder, som korresponderer med skikkelserne og konturerne af et møblement. Resultatet er illusionen om et samlet rum, bundet sammen af farven sort. I serien ‘Delays on a Screen’, som hun udstillede på Peter Lav Gallery i slutningen af efteråret, får teksturen derimod lov til at tale uhindret gennem fotografiet, uden forstyrrelser af mennesker. Illusionen skaber kunstneren i begge tilfælde ved at male plader – eller skærme, som hun kalder dem -, belyse dem med en fotolampe og derefter fotografere dem. Få og enkle virkemidler, der fortæller noget om, hvad det er, fotografiet kan.

“Grundlæggende er det sjovt at arbejde med, hvor meget man kan fylde noget, der næsten ikke er noget – at stå med noget, som næsten skal belyses frem for at være noget. Det er jo fotografiets væsen,” forklarer hun. På samme måde begrundes også valget om at arbejde med én farve, sort, som bindemiddel imellem fotografierne: “Jeg har en fascination af den simpelhed, der er i det,” slår hun fast.

Pernille Koldbech Fich_381x255_2

En genre ladet med forestillinger
I sin fotografiske proces udfordrer hun sig selv ved at arbejde under vanskelige lysforhold. Forhold, der kræver et storformatskamera med lang eksponeringstid for at fange detaljerne i overfladerne. “Med denne type kamera er negativerne ret store. Derfor kan man få stofligheden med i de færdige print, samtidig med at man godt kan se, at det er fotografi. De har en finhed, selvom mange af dem er optaget på en ret grovkornet film, fordi lysforholdene simpelthen var så dårlige. Et lille negativ ville aldrig kunne gengive detaljer på samme måde,” forklarer hun.

Det er de samme malede skærme, der danner baggrunden for begge serier. Forskellen ligger bl.a. i dybdeskarpheden – og så motivmæssigt i fravær eller tilstedeværelse af mennesker. Den aktuelle udstilling på Gallery Image består af syv billeder, men serien, som hun påbegyndte i slutningen af 2009, er oprindeligt meget større. På grund af pladsforholdene har det dog været nødvendigt for kunstneren at være yderst kritisk i sine valg af billeder. Derfor har der også ligget en særlig udfordring i at udvælge de rette portrætter – ikke kun fordi hun igennem de forløbne år har taget en del billeder til serien, men også fordi hun med brugen af portrættet skyder sig selv ind i en af fotografiets ældste og mest omdiskuterede genrer. Da hun samtidig iscenesætter sine kvindeskikkelser i klassiske positioner, er de kunsthistoriske linjer tillige trukket op.

“Portræt-genren er svær, fordi den er ladet med forestillinger om, hvad et portræt er. Der er så mange referencer til alt muligt. Det gør den samtidig også interessant – at der er så meget at spille på og så meget at falde igennem på. Fra jeg startede med at være interesseret i fotografi, har det ligesom været det, der har været grunden for mig,” siger Pernille Koldbech Fich og fortæller, at hun sorterer kraftigt, når hun vælger sine billeder ud, specielt i forhold til portrætterne: “Der skal så lidt til, før man ikke tror på det – førend det bliver for fotograferet.”

Pernille Koldbech Fich_381x255_4

Det befriende i at flytte rum
Før hun rykkede teltpælene op for i en periode at bo og arbejde i Berlin, arbejdede Pernille Koldbech Fich i sin lejlighed i København, hvor hun havde bygget et lille studie med interiør og de malede skærme. Det betød, at hun ikke havde behov for at flytte scenografien – og derfor var det også noget af en udfordring for hende pludselig at skulle tænke elementerne i en helt anden rumlig kontekst i forbindelse med sin flytning. I sidste ende kom det dog til at udgøre en metodisk læreproces for hende, – at det rent faktisk kunne lade sig gøre at skyde fotografierne i andre omgivelser.

“Jeg havde en ret ubegejstret holdning til det: a la nu har jeg ikke lejligheden mere, så kan det ikke lade sig gøre at tage billederne. Men egentlig var der noget befriende i, at det var muligt at flytte det rum. Jeg havde ikke tænkt på det som et mobilt sæt, men det blev det bare til, fordi projektet skulle laves færdigt,” fortæller hun.

At skærmene kunne flyttes rundt – at illusionen kunne rykkes – var måske i virkeligheden med til at åbne hendes øjne for, at skærmene i sig selv kunne fortælle en mere åben og udefinerbar historie uden menneskers tilstedeværelse. Og flytningen var på den måde indirekte med til at føre hende videre til det næste projekt, ‘ Delays on a Screen’, som hun senest har arbejdet med under et ophold i fotoværkstedet på Statens Værksteder for Kunst.

Pernille Koldbech Fich_381x255_1

Fint at få renset ud
Skærm-billederne er første gang hun laver et projekt, hvor hun udelukkende arbejder med billeder uden personer i, og de nye værker har sat forskellige elementer i den fotografiske proces i perspektiv for kunstneren. At beskæftige sig med portrætgenren kræver sit i forhold til planlægning og samarbejde med andre mennesker. Når dette samarbejde ikke er nødvendigt, fordi det ‘kun’ er malede flader, som skal belyses, er processen langt mere ensom.

“Der er en særlig disciplin i at arbejde med mennesker, som jeg kan savne. Og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg havde kunne lave de nye billeder, hvis jeg ikke først havde været igennem portrætterne. Jeg tror, at det giver mening. Det var egentlig også et tilfælde, at det endte på denne her måde,” siger hun og forklarer, hvordan hun i første omgang fik tanken om kun at bruge selve det rum, skærmene skaber: “Allerede dengang – i forbindelse med portrætterne – tog jeg nogle billeder af, hvordan det så ud uden mennesker og tænkte: det kan da godt noget det her.”

På trods af at der ikke fysisk er mennesker til stede i den nye serie, så er der det alligevel indirekte. For Pernille Koldbech Fich er det nemlig vigtigt, at billederne i print og indramning fremstår så blanke, at man som beskuer kan spejle sig i dem. “For mig er det skærme og lys, for andre er det måske hvide felter, eller gardiner eller nogle vinduer. Det er udefinerbart – man har en forventning om, at der skal ske et eller andet, og det gør dem måske mere åbne.”

Selv om hun glæder sig til at komme videre med dem, er hun stadig ikke helt tryg ved de nye billeder. Og ser hun på sin egen erfaringsrække kommer det nok til at tage et stykke tid, før hun er helt sikker på, at de ‘kan noget’, som hun siger. “Det har været godt at lave, men det har på samme tid også været ubehageligt. Sådan er det tit, når man ikke ved, hvor det skal hen. Samtidig har det åbnet for, hvordan jeg kunne føre ‘Black’-projektet videre. Nogle gange kan jeg godt føle mig fastlåst i et æstetisk univers, og på den måde har det været fint at få renset ud.”

Pernille Koldbech Fich_381x255_3

Pernille Koldbech Fich har arbejdet med begge serier i fotoværkstedet på Statens Værksteder for Kunst. Udstillingen ‘Black’ kan ses i Gallery Image i Århus frem til den 18. marts . ‘Delays on a Screen’ kunne ses på Peter Lav Gallery i november 2011.