Mogens Møllers Venus-skulptur er her fotograferet under Kulturnatten på Statens Værksteder i oktober 2009.
Læs mere om Mogens Møller på SVK her
Det er en monumental dame, der i sommeren og efteråret 2009 har indtaget teltet i Statens Værksteders huggegård. Billedhugger Mogens Møller har igennem adskillige måneder arbejdet på at forfine og udvikle udtrykket i en 3,5 meter høj Venus-skulptur.
Dec. 2009
Venus, den romerske gudinde for kærlighed og skønhed, har været et yndet motiv op igennem kunsthistorien – ikke mindst i rokokoen, hvor gudinden var det foretrukne mytologiske objekt. Mogens Møllers forlæg er da også den klassiske Venus, som den kendes igennem tiderne. Fra Venus fra Milo fra græsk, arkaisk tid til Botticellis Venus på en muslingeskal. Men på trods af disse klassiske eksempler indtager Mogens Møllers skulptur sin helt egen plads i kunsthistorien.
Med en pompøs rokokokjole og kunstfærdigt hår kunne man mistænke hende for at træde ind i historien nogle århundreder tidligere, men ved nærmere øjesyn er udtrykket så moderne som noget, med reminiscenser af den minimalisme billedhuggeren også er kendt for.
”Jeg syntes, der kunne være brug for en Venus i dag – måske bare en lidt anden type Venus. De skulpturer og malerier, der er lavet af hende, har været af forskellig udstråling og haft forskellig funktion i netop deres tid,” fortæller Mogens Møller.
Venus i det globale rum
Rokokokjolen og det opsatte hår har han valgt at arbejde med for at fjerne hende fra den moderne kontekst og gøre hende tidløs – og dermed skabe en indbygget modsætning, fordi han netop i høj grad ser hende som billedet på kvinden af i dag.
”Jeg forestiller mig, at det er en skildring af en moderne kvinde. Jeg har prøvet at lave det på en gang lidt fjerne, men alligevel også årvågne blik, som man kan se hos mange kvinder. Hun stopper op ved en fodgængerovergang for rødt, og man synes, at hun ser sig om, og hun er fuldt opmærksom på alting, og alligevel synes man, hun er i et andet rum. Og det andet rum kan være det her globale rum – det kan være hvor som helst,” forklarer han.
Og hun ser bestemt ud, Venus, som hun står der med let åben mund og øjne, der kigger mod en fjern horisont. Med hænderne i hoften og benene let spredt er hele hendes kropssprog bevidst på en måde, man genkender fra kvinden, man møder i det daglige gadebillede. Mogens Møller har arbejdet intenst med netop det udtryk, fordi det er hele summen af den figur, han ønsker at skabe.
”Det angiver, at hun er til stede i det rum. Hun indtager det, men hun indtager også samtidig det globale rum. Der er en interessant modstilling i den situation, som kommer frem i det kropslige udtryk,” understreger Mogens Møller.
Når en skulptur er stor, bliver den også mere monumental
Billedhuggeren, der er klassisk skolet fra Kunstakademiet, arbejder ofte i de store formater, og hans skulpturer kan ses adskillige steder i det offentlige rum rundt omkring i Danmark. Mange vil kende kunstneren fra store krukker, beholdere og amforaer, som man ser dem på f.eks. Axeltorv i København, ved Landbohøjskolen på Frederiksberg og i Randers.
”Man kan jo altid diskutere, hvor stor en figur skal være. Det eneste, jeg ikke bryder mig om, er, hvis den er 1:1 i forhold til menneskets størrelse, så bliver den lidt for konkret. Den bliver for fastlåst, mens hvis man sætter den ned eller op i størrelse, så kommer der noget abstrakt ind, som jeg godt kan lide,” siger han og uddyber:
”Jeg tror de fleste – i hvert fald de fleste rigtig gode skulpturer, jeg kommer til at tænke på – er i overstørrelse. Eller også er de meget små, som f.eks. Giacomettis små og smalle skulpturer. Når en skulptur bliver stor, så bliver den også mere monumental. Hvis det er en lille figur, så kan den have et monumentalt indhold, men man skal bruge en meget abstrakt tankegang for at synes, at det er et monument.”
Vi mister rodfornemmelsen
Da Mogens Møller blev færdig på akademiet i 1966, begyndte han at lave minimalistiske figurer og blev – sammen med Stig Brøgger og Hein Heinsen – repræsentant for det idébaserede værk. Men under hele perioden fra 66 og til nu er han undervejs vendt tilbage til det klassiske udtryk. Hans værker er en fortløbende dialog mellem nybrud og tradition, og for ham ligger der en konkret opgave i at fastholde de historiske dimensioner, fordi de har betydning både kunsthistorisk såvel som samfundsmæssigt.
”Vi er så optagede af nutiden, og mediebilledet kører os så hurtigt igennem, at vi måske mister noget af rodfornemmelsen. Jeg kan ikke lade være med at have en dialog imellem traditionen og nybruddet, for jeg synes, at traditionen rummer så meget, der kan give os en forståelse – nu tænker jeg ikke bare på kunsten, men på alle vores erkendelsesområder: filosofi, digtning og naturvidenskab. Det giver en forståelse af, hvad vores egen nutid er, og hvordan vi er kommet hertil,” forklarer han.
Et trehovedet legeme
Lige nu står Venus-skulpturen i gips, men når den senere skal støbes i bronze i Thailand, bliver der sat spejle ind i hendes hår – ligesom den Venus, Mogens Møller udstillede på Statens Museum for Kunst på udstillingen Clinch i 2004. En tilføjelse til skulpturen, der vil være med til at fremhæve, at hun ikke er en entydig centralskikkelse. Med spejlene får hun pludselig tre hoveder, og man kan blive i tvivl om, hvor centrum i hende er. Ligesom man kan være i tvivl om, hvorvidt hun egentlig er her eller et helt andet sted.
”Det hører med i selve tolkningen af hende. Man skal ligesom se for sig, at spejlene er skråtstillede og bliver en del af det enorme opsatte hår. Ved at de er skråtstillede, kan man altså i de to spejle se hende i profil. Så ser man hende som et trehovedet legeme,” forklarer billedhuggeren.
Skulpturen er et langsomt medie
Efter udstillingen på SMK fik Mogens Møller lavet en gipsafstøbning af skulpturen. Han havde set nogle uindfriede potentialer i figuren, som han ønskede at arbejde med, og det er de potentialer, som nu er blevet givet fri under billedhuggerens tre måneder lange detaljearbejde i gipsen.
”Der er flyttet en del ting rundt, men det er primært formkanterne, som er trukket tydeligere frem, end de oprindeligt var. Det er ikke altid, man får muligheden for at se alting lige med det samme. Det er også derfor, en skulptur tager lang tid at lave. Det er et meget langsomt medie – måske det langsomste af alle kunstmedier,” forklarer Mogens Møller.
Når Venus vender tilbage fra bronzestøberiet i Thailand, skal hun indgå som et af værkerne på den retrospektive udstilling, der venter billedhuggeren på KUNSTEN, Nordjyllands Kunstmuseum i 2010. Indtil da kan man tage en tur til Valby Station og se en slægtning til hende. Hun står ved perron 5, og ligesom den nye Venus har hun også indsatte spejle i håret, der gør, at kunstværket fremstår som i evig forandring – en moderne Venus fastholdt i nutiden af tradition og historie.
—-
Om kunstneren
Mogens Møller er født i 1934 og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1962-66 ved professorerne G. Eickhoff og Robert Mortensen. Fra 1989-98 var han selv professor ved akademiet.
Han blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1994 og har bl.a. modtaget Thorvaldsen Medaljen i 1994 og Eckersberg Medaljen i 1988. Udstillinger tæller bl.a. Galleri Tom Christoffersen, Galleri Asbæk, Nordjyllands Kunstmuseum, Glyptoteket og gruppeudstillinger i Holland, Rusland, Frankrig, Sverige, Italien m.fl.
Mogens Møller er ophavsmanden til offentlige udsmykninger som Fredens Port (sammen med Stig Brøgger og Hein Heinsen), Zodiac, ni vaser på Axeltorv i Kbh og fontæneskulpturen Wiedevelt/Bogens Monument i Det Kgl. Biblioteks have. Mogens Møller har desuden udført portrættet af Dronning Margrethe, som siden 2001 er anvendt på 10- og 20-kronemønter. Herudover kan nævnes, at han er en del af Nomad Academy, et tværkulturelt kunstprojekt med deltagere fra Danmark, de Forenede Arabiske Emirater, Spanien, USA og Kina.
