Hop til indholdet.

Artikel

En dag på Statens Værksteder

Margrethe Odgaard og Anne Damgaard på tekstilværkstedet – her med de forskellige lag af tekstiler i bomuld og silkeorganza.

Læs om Margrethe Odgaard eller Anne Damgaard på SVK.

Et arbejdsophold på Gammel Dok er travlt, intenst og fyldt med indtryk. Der eksperimenteres og kæmpes – ikke blot for at projekterne skal lykkedes, men for at de skal blive perfekte. Læs blot tekstildesigner Margrethe Odgaards dagbog fra en enkelt dag i pakhuset.

 af Margrethe Odgaard

Det er fredag middag på tekstiltrykværkstedet på Statens Værksteder. Anne og jeg har netop spist frokost, og med den sidste bid rugbrød i hånden fortsætter vi, hvor vi slap, for der er meget, vi gerne vil nå, inden vi skal hjem idag. Under frokosten har vi diskuteret de tekstilprøver, vi har lavet om formiddagen, og nu har vi en masse nye ideer, vi gerne vil have prøvet af.

Anne Damgaard er beklædningsdesigner, og jeg er tekstildesigner, begge uddannet fra Danmarks Designskole. Vi har ophold på trykværkstedet i to måneder for at afprøve et samarbejde. Anne laver hovedsageligt skulpturelle kjoler og arbejder i den sammenhæng meget med lag og transparens. Udover at arbejde med mønstre og farver har jeg har de sidste par år arbejdet meget med spray, dvs. at jeg sprayer farve på tekstilerne i stedet for at trykke. Vi har ikke samarbejdet før, men mødte hinanden på en udstilling, hvor vi faldt i snak og fandt ud af, at vi havde lyst til at prøve at lave noget sammen, hvor form og mønster gensidigt påvirker hinanden.

Transparens og dybde

I dag er der kun et par uger tilbage af vores ophold, og vi har travlt, hvis vi gerne vil nå at færdiggøre de fire kjoler, som vi har sat os for at lave, mens vi er her. Siden vores ophold startede for seks uger siden, har vi både skullet lære hinanden at kende, indkredse projektet samt udvikle tekstil- og syprøver frem mod de endelige kjoler. Heldigvis er vi meget enige om det meste, og vi har hurtigt fundet ud af, hvad vi har lyst til at arbejde hen imod. Vi har valgt at arbejde med spray og lag-på-lag. Ved at lægge flere transparente lag med farver og mønstre ovenpå hinanden, opstår der en spændende dybde. Samtidig ændres mønsteret i takt med kroppens bevægelser, fordi farver og linjer forskydes og danner nye farver og linjer.

Jeg kigger på uret, klokken er 13.30 – om en time er der fælleskaffe oppe på 4. sal. Fælleskaffe er en tradition, hvor alle de kunstnere og ansatte i huset, som har lyst, mødes til kaffe og kage. Det er altid hyggeligt at være med, og man får et godt indtryk af alle de projekter, der arbejdes på i husets mange værksteder.

Lag på lag i bomuld og silkeorganza

Anne er ved at klippe stof til en af de fire kjoler, og hun regner om og om igen for at få mønstret til at gå op med det stof, vi har bestilt hjem fra England – vi har kun lige præcis nok. Ude i farvekøkkenet er der fyldt med brugte farvebøtter nede i vasken, og jeg lover mig selv, at jeg skal vaske op, inden jeg går hjem i dag. Jeg vil lave nogle tekstilprøver færdig, så de kan komme i damperen og blive fixeret, mens vi er til fælleskaffe, så jeg blander de farver, jeg skal bruge, og sprøjter prøverne.

Bagefter giver Anne og jeg os til at kigge på det stof, vi har lavet til en af de endelige kjoler. Det består af to lag; et stribet lag på bomuld og et stribet lag på silkeorganza. Meningen er at de to lag skal draperes ovenpå hinanden og ændre karakter ved bevægelse. Det er fascinerende at lege med de to lag; når vi forskyder lagene opstår der nye farver og linjer, fordi de to lag blander sig optisk, og vi opdager, at der er flere og bedre muligheder end dem, vi allerede havde regnet ud på forhånd. Vi vender og drejer organzaen, og det er ren leg og en af de bedste dele af processen, men vi må tage en beslutning, for stoffet skal klippes, hvis vores syerske Iben skal have det i dag.

Berigende at være på usikker grund

Det er nok lidt at presse citronen, når vi har valgt at lave fire kjoler på de to måneder, og vi kan slet ikke nå at prøve alt det af, vi gerne vil. Men samtidig er der noget berigende ved at blive skubbet ud på usikker grund og blive tvunget til at tage nogle hurtige beslutninger, og jeg mærker hver dag en stærk følelse af at leve og skabe. Da vi indledte samarbejdet, var det med vilje uden en konkret udstilling for øje, fordi vi ville være frie til at se, hvor samarbejdet førte os hen. Nu ved vi, at vi gerne vil udstille projektet, men vi vil gerne lave flere kjoler, inden det når dertil. Derfor har vi besluttet at fortsætte samarbejdet, så snart vi har tid til det.

Nu kommer Nikoline og Randi, som arbejder i de andre værksteder på tekstilafdelingen, og spørger om vi vil med op til kaffe. Der er allerede godt fyldt op ved bordet, da vi kommer derop, og snakken går højt. Anne og jeg sætter os på de sidste ledige stole og får hurtigt kagen sendt ned i vores retning. Vi kommer til at sidde overfor keramiker Ursula Munch-Pedersen, som fortæller om det projekt, hun er i gang med nede i keramikværkstedet.

Nede ved den anden bordende bliver den nye direktør for Statens Museum for Kunst diskuteret, og vi ville gerne være blevet siddende længere og snakket, men vi skal have klippet det sidste stof færdig til vores syerske, og jeg skal ned og have prøverne ud af damperen. Så vi siger tak for kaffe og går tilbage til arbejdet.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260