Hop til indholdet.

Artikel

25 år på metalværkstedet

Igennem et kvart århundrede har Frank Jensen, leder af metalværkstedet på SVK, været manden, som har fundet løsninger på selv de mest komplicerede projekter – og det skal fejres!

Derfor inviterer SVK til 25 års jubilæumsreception for Frank d. 12. jan. kl. 15.

12. jan., 2012

Når det handler om at finde løsninger i metal, er værkstedsleder Frank Jensen manden at gå til. Igennem et kvart århundrede har han sørget for, at et utal af krævende design- og kunstprojekter er blevet udført i metalværkstedet på SVK, og de mange kunstnere og designere, som har haft arbejdsophold hos ham, ved, at hos Frank kan alt lade sig gøre.

Som værkstedsleder gør Frank ikke meget væsen af sig, men alligevel: Med ham ved roret kunne metalværkstedet lige så godt have heddet mulighedernes værksted. Frank er nemlig en problemløser, og opstår der vanskeligheder undervejs i et projekt, er mottoet, at det skal vi nok finde ud af. Det siger næsten sig selv, at han er en til overmåde vidende mand på sit område, og skulle der være noget nyt, som han endnu ikke har stiftet bekendtskab med, kan man regne med, at han får sat sig ind i det meget hurtigt – for en grundig researcher er han også.

Franks mange løsningsforslag strækker sig dog ikke kun til metalværkstedet – også de andre værksteder og medarbejdere i huset nyder godt af Franks store faglige viden og håndværksmæssige kunnen. Igennem årene er der ikke den presse på grafikværkstedet, som ikke er blevet justeret og tilpasset af ham. På samme måde har han repareret væve på væveværkstedet og med kyndig hånd skilt og samlet damperen på tekstilværkstedet for at få den til at fungere – for nu blot at nævne et par eksempler på, hvordan værkstedslederens viden kommer hele huset til gode.

Alle disse kvaliteter mere end berettiger Frank Jensen til en festlig 25 års jubilæumsreception – og det får han torsdag d. 12. januar 2012.

Alle kunstnere, designere, kunsthåndværkere, konservatorer, samarbejdspartnere, leverandører og andre venner af huset er velkomne til at lægge vejen forbi. Vi glæder os til at se så mange som muligt.

—-

Hvor og hvornår:
Jubilæumsreception torsdag d. 12. januar kl. 15
Statens Værksteder for Kunst, Strandgade 27B, 1401 Kbh K.
Receptionen foregår på plan 4.