Skip to content Skip to footer

Et udvalg af Kristine Mandsbergs mange prints og beklædningsgenstande, som hun anvender i sin animation “Welcome to the Doll-Theatre”. Animation og udstilling vil kunne ses hos Senko Studio i Viborg fra d. 8. august til d. 6. september 2009.

Læs mere om Kristene Mandsberg på SVK her

Til august vil man i Viborg kunne se designeren Kristine Mandsbergs nyeste værk, når Senko Studio projicerer hendes animation “Welcome to the Doll-Theatre” op på en stor vinduesflade. Forud ligger næsten tre måneders intensivt arbejde på Statens Værksteder.

Af Ida Sofie Minke Anderson
Juli 2009

Paper doll er arbejdstitlen på Kristine Mandsbergs aktuelle projekt som pt. breder sig ud over tekstilværkstedets mange kvadratmeter. Projektet er baseret på ideen om at klæde sig på og klæde sig ud, og her er påklædningsdukken det genkendelige objekt, som igennem animation og collage skal trække identificerbare linjer mellem beskuer og dukke. ”Titlen er valgt, fordi det univers, jeg arbejder i, er meget naivt og banalt. Det handler om hverdagsting, umiddelbare følelser og æstetik,” forklarer Kristine Mandsberg.

Udstillingen hos Senko Studio ligger og venter i en ikke alt for fjern fremtid, og der bliver ikke sløset med tiden i den arbejdsproces, som med Kristine Mandsbergs egne ord er skemalagt, så hun har en fuldstændig klar plan over, hvad der skal nås. ”Jeg har søgt med det her projekt for lang tid siden, så da jeg startede, havde jeg forberedt ret meget. Jeg vidste, at jeg skulle bruge printbordet, indfarvningen, farvekøkkenet, den store printer og computerrummet, og så er det sådan set bare at få styr på tidsplanen og gå i gang fra en ende af,” siger hun.

Ingen grænser for tekstildesign
Kristine Mandsberg er uddannet printdesigner fra Designskolen i Kolding og Royal College of Art i London, og hun arbejder med tekstil, beklædning og rekvisitter inden for animation, film og video. ”Jeg prøver at udforske, hvordan jeg som tekstildesigner kan arbejde i det felt, ikke mindst fordi tekstil og print traditionelt er meget håndværksmæssigt orienteret og måske anses som lidt gammeldags af folk, som ikke kender faget. Derfor vil jeg gerne blande det med de digitale medier. Det handler om at få folk til at forholde sig til, hvor tekstil også kan bruges henne. Som jeg ser det, er der ikke rigtig nogen grænse for, hvor en tekstildesigner kan arbejde,” siger hun.

Designeren underkender dog på ingen måde betydningen af godt håndværk, og i hendes daglige arbejde har det stor betydning for, hvor mange innovative udviklingsprocesser hun kan give sig af med. Efter et par udfordrende skoleår i England er hun tilbage på dansk grund, men disciplinen og den realistiske sans ift. hvad der kan lade sig gøre at udføre, har hun taget med sig tilbage over Nordsøen.

”Det betyder meget for mig, at jeg ved, hvad jeg gør. Også selv om jeg ’kun’ er designer og i nogen processer ikke laver det endelige produkt, men kun tegner det. At jeg med andre ord er et skridt forud for, hvad der skal ske og ved, hvordan det skal produceres. Hvis man kan et håndværk, så kan man også altid udfordre det og prøve nye ting af. På Royal College lægger de stor vægt på håndværket – og du bliver bedømt på dit håndværk – så det handler også meget om, hvordan man er opdraget fra den skole, man kommer fra,” fortæller Kristine Mandsberg.

Det sjove er at bygge det
I forhold til det aktuelle projekt betyder hendes håndværksværksmæssige uddannelse, at hun selv tegner og producerer alle detaljer i værket. ”Jeg går meget op i processen. Når man leger med en påklædningsdukke, så er det også sådan at man tager tingene af og på, og når man har givet den tøj på, så leger man ikke rigtig mere med den. Det er det samme med Lego: Det sjove er at bygge det, men når det er færdigt, så er det over i et hjørne og i gang med det nye. Jeg vil gerne vise, at design er en proces, hvor man bygger en masse lag op.”

Det er i det skisma, at arbejdet med animationen kommer ind i billedet. Filmen – som Kristine Mandsberg optager i fotoatelieret på Gammel Dok – bliver bygget op omkring syv scener med en varighed på ca. 10 min. Under optagelserne bruger hun både dukker og en skuespiller. Metodisk arbejder hun imellem 2D og 3D, og fortællingen bygges op med inspiration fra både det absurde teater og ’Stream of Consciousness’-traditionen. Filmen skal under udstillingen på Senko Studio vises om aftenen, og udover animationen vil der hænge store stillbilleder af hver model i filmen samt ligge rekvisitter rundt omkring i rummet.

”Der skal være ledetråde til hver af dukkerne, sådan at man kigger rundt i rummet og ser en rekvisit, som man også kan se i animationen. Derved håber jeg, at man forstår den lange proces og forstår, at alle delene er lavet i hånden.”

Nomineret til Politikens talentpris
Designeren er ikke helt novice på animationsområdet, – også hendes afgangsprojekt fra Royal College var en animation med titlen ”Reality is Relative”. Et værk, som senere er blevet vist på Forårsudstillingen 09 på Charlottenborg, og som Kristine Mandsberg desuden blev nomineret til Politikens talentpris 2009 for. En anden erfaring, hun tog med sig fra England, var arbejdet med koncept, scenografi, kostumer og lys på en opsætning af Mozart-operaen ”The First Commandment”. Processen omkring denne opsætning har betydet meget for hende i forhold til, hvilken sammenhæng hun ser sig selv i rent fagligt.

”Under arbejdet med operaen kunne jeg både arbejde med krop og rum, tekstiler, historie, lys, digitale medier og et team af mennesker. Jeg kunne simpelthen arbejde med alt det, jeg gerne ville, og så var det, jeg tænkte, at det måtte jeg gøre igen. Det var ligesom der, det gik op for mig, at jeg ikke skulle vælge noget, men kunne få det hele med – det var afgørende for mig,” understreger hun.

Konceptuelt, eksperimenterende og kommercielt
Med tekstil, print og beklædning kombineret med faktorer som teater, animation, kunst og design breder Kristine Mandsberg sin faglighed ud. Målet med hendes projekter er at kombinere det konceptuelle og eksperimenterende med det kommercielle, og nogle af de tekstilprints, hun har fremstillet til den aktuelle animation, kan da også anvendes som almindelige beklædningsgenstande. ”Jeg vil gerne have en form for kommercialitet ind over mine prints – der skal være noget, man kan gå med,” forklarer hun.

Opholdet på Statens Værksteder har for hende været essentielt i forhold til at få realiseret projektet frem mod udstillingen hos Senko Studio, men procesforløbet peger i lige så høj grad endnu længere fremad. For Kristine Mandsberg handler det om at få etableret sig som designer og at få slået sit navn fast, så hun kan blive ved med at arbejde i det særlige felt, som bevæger sig ud over grænsen for, hvad vi traditionelt opfatter som tekstildesign.

Læs mere om projektet her

—-

Om designeren
Kristine Mandsberg er født i 1983, har en BA i tekstil fra Kolding Designskole og en MA i Printed Textile fra Royal College of Art i London. Foruden sit aktuelle udstillingsprojekt hos Senko Studio har hun tidligere i år udstillet i London. I 2010 vil man bl.a. kunne se hendes prints i en metervarekollektion fra Ikea.

Læs mere