I Anders Bonnesens hænder bliver skulpturen til en leg med betydninger. Til Open Studio på SVK giver Anders et kig ind i legetøjsproduktionen bag sit nye værk Rejse i mit kammer, mens han i samtale med Matthias Borello gør nedslag i de sidste 20 års betydningsundersøgelser.
Af Sine Frejstrup
Marts 2017
Skulpturen er blevet til legetøj i Anders Bonnesens nyeste værk Rejse i mit kammer, hvor forstørrede trætogskinner i klassisk Brio-design hober sig op omkring CNC-fræseren. Men med typisk greb for Anders bliver brikkerne også til en leg med betydninger. Hver af de mere end 2000 skinnestykker får i Anders’ legetøjsfabrik indgraveret ord på begge sider. Ordforrådet stammer fra romanen Rejse i mit kammer (1794), som Anders har opløst til sproglige fragmenter, så ordbrikkerne kan kombineres til at forme nye sætninger og pudsige ordsammenstød.
”I mange af de ting, jeg laver, er der noget sprog, der er gået i stykker. Så kan man prøve at sætte det sammen igen. Det fascinerende for mig er at have lavet en bunke betydning,” forklarer Anders.
Adgang på eget ansvar – Åndsbolle
Til jul udgav Anders Bonnesen værksamlingen Adgang på eget ansvar – Åndsbolle, der i alfabetisk orden fremviser hele hans værkproduktion op til nu, dog uden noget forsøg på nedslag og tematiseringer. Så endnu engang er det op til beskueren at gennemskue systemet og finde sine egne veje gennem de uudvalgte værker.
Som et tydeligt spor i Anders’ værkproduktion går legen med betydning og stærke symboler igen – både i hans dekonstruerede skilte, legende citatbrokker og umuliggjorte fortolkninger af genkendeligt hverdagsinventar.
Den mislykkede møbeldesigner
Nysgerrigheden styrer Anders’ praksis som skulptør, især videnstilegnelse og erfaringer med ukendte teknikker er med til at give ham ideer. Så da han fik muligheden for at udstille med en gruppe kunsthåndværkere, tog han fat i møbelsnedkeriet for bl.a. at konstruere sig egen version af Børge Mogensens tremmesofa fra bunden.
”Alle de andre have kunsthåndværkerbaggrund, og det var jeg misundelige på, så jeg tænkte: Jeg vil også være kunsthåndværker. Men det tætteste, jeg kunne komme, var at blive en lidt mislykket møbeldesigner. På en måde ødelagde jeg hele udstillingen for de andre, for deres ting blev en form for inventar til min underlige installation,” fortæller Anders.
Møblet ligner den klassiske tremmesofa, men i stedet for at tilbyde en siddeplads, breder det klassiske tremmeryglæn i Anders’ sofa sig hele vejen rundt om hynderne, så møblet lukker sig om selv – eller lukker enhver siddende ude. Værket kalder Anders Don’t fence me in, der både rummer historien om Anders’ egen arvede tremmesofa, og samtidig fungerer som en designhistorisk kommentar til Mogensens ambition om skabe et funktionalistisk folkemøbel for FDB Møbler. Et projekt, der i den grad ikke slog igennem som det demokratiske designprojekt, Mogensen drømte om.
For Anders er møbelundersøgelserne et greb, hvor han kan arbejde med ikke-tilstedeværende kroppe.
”Historisk set forsvinder statuen og kroppen som repræsentation ud af kunsten. Det er noget, jeg tumler meget med. Efter 1950 kommer der mange stole i den rumlige kunst, for de bliver et negativ af kroppen.”
Imellem materiale og sprog
Efter samme ’fraværsmodel’ arbejder Anders ofte med beklædningsgenstande. Igen er det nysgerrigheden for nye materialer og deres teknikker, der drager, når han går i gang med at håndstrikke, hækle eller få masseproduceret en serie af huer. Og igen åbner han for en leg med betydninger, for ofte udstyrer Anders sine hynder og halstørklæder med symbolladet og tvetydig skrift.
”Det er meget fascinerende med betydningerne mellem materialitet og sprog. Der er vi måske ude i noget om, hvad et kunstværk er for mig,” fortæller han.
Selv når bogstaverne ikke står tydeligt frem, kan værkerne sagtens lave spil med sproget. I sin serie af hæklede forfatterportrætter har Anders fx arbejdet med makuleret litteratur som sit råmateriale. På de hullede flader, der ved første øjekast ligner hæklede blondegardiner, træder konturerne af sprogbevidste forfattere som Per Højholt, Inger Christensen og Thomas Bernhard frem.
”Det er jo en klassisk metafor, at sproget er et gardin, vi ser virkeligheden igennem,” forklarer Anders. ”Det giver en vis mening at portrættere forfattere i netop det materiale.”
Viljen til at se betydning
Det er særligt sammenstødet mellem materialet og viljen til at tillægge betydning i udstillingen, der fascinerer Anders. Også i hans mange bearbejdninger af skilte, der optræder i dekonstruerede opstillinger og store polygone formationer, er legen med sprog og betydning på spil.
”Skilte skal kunne kommunikere så hurtigt som muligt. Det er fascinerende, at de er billeder samtidig med sprog. Men når man kombinerer dem, så giver de nogle mærkelig tegn, det bliver mere vagt og forvirrende,” forklarer han.
Tilbage ved bunken af ordtogskinner fra Rejse i mit kammer forklarer Anders, at det ikke er det publikumsinddragende, der er afgørende for hans værk, men snarere ophobningen af betydning omkring det. Men han håber alligevel, at de besøgende vil forsøge at bygge sætningsbaner af brikkerne, når værket bliver udstillet på Socle du Monde i Herning.
