I lerværkstedet på SVK arbejder keramiker, Morten Løbner Espersen, med en serie store krukker bl.a. til en separat-udstilling på Jason Jacques Gallery i New York. Inspireret af et nyligt besøg i Japan undersøger han samspillet mellem form og overflade og eksperimenterer med helt nye glasurer med det mål for øje at finde den specielle skønhed, som kun glasur og ler har.
Af Rebekka Lewin
Marts 2016
Krukken som keramisk objekt er en arketype – en form, som vi alle kender rigtig godt. Den klassiske krukke består i en beholder til væske eller andet, man ønsker at opbevare. De krukker, der for øjeblikket befinder sig i SVKs lerværksted skal imidlertid ikke opbevare andet end luft, men blot være formen i sig selv.
“For mig at se, er de her krukker et bud på, hvad keramikken i sit grundvæsen går ud på, netop at lave en beholder. Den beholder kan se ud på mange forskellige måder. Det interessante spørgsmål er, hvad krukkernes forskellige former betyder, eller om de overhovedet betyder noget?” Siger Morten Løbner Espersen.
Lerets potentiale
Morten peger på en cylinderformet krukke i lokalet, som adskiller sig fra de andre krukker bl.a. ved at være uglaseret. Han forklarer, at han tidligere har beskæftiget sig med at udvikle og forfine denne type krukke, indtil den ikke kunne blive mere perfekt. Så stoppede han. Han manglede simpelt hen en udfordring. Herefter brugte han nogle år på at undersøge keramikkens plastiske potentiale. Leret har nogle fantastiske 3-dimensionelle egenskaber, som han fik lyst til at udforske. Det kom der i 2012 en serie krukker ud af, som besidder et ekstra lag af ornament. Ornamentet er 3-dimensionelt, men låner fra den keramiske historie, og er således en fortælling om, hvordan en krukke anno 2012 kan se ud.
Horror Vacui # – Humid. (2012) 30 cm h x 40 cm Ø. Stoneware and glaze.
Det ornamenterede udtryk stod på i nogle år, så skulle der nye udfordringer til.
“Jeg ved ikke, hvad det er for en djævel, der hopper på min skulder, men indimellem er jeg nødt til at sprænge rammerne for, hvad jeg synes, jeg er god til. Så efter at have eksperimenteret med den ornamenterede krukke i nogle år, tænkte jeg; måske er det sværeste overhovedet bare at lave en krukke i sig selv?
Mortens nuværende projekt udspringer af idéen om at skabe en krukke, der ikke nødvendigvis skal have et tvist af noget andet i form af et ekstra lag el. lign. De krukker, man ser overalt i lerværkstedet, har Morten skabt med god gammeldags pølseteknik på en drejeskive. Han har eksperimenteret med form og udtryk for at se, hvor det kunne bringe ham hen. Resultatet er en krukke, der er overordnet ren i sit udtryk, og som ikke bærer præg af en bestemt tid.
Morten Løbner Espersen holder her et eksempel på en af sine nyligt producerede krukker
Glasurens væsen
Keramikken har nogle særlige strukturer og stofligheder, som det er umuligt at skabe i andre materialer. Det er dem, Morten finder interessante at eksperimentere med. For ham er det vigtigt, at glasuren har et brændt og forførende udtryk, der kan udfordre øjet og pirre sanserne, og som man får lyst til at gå i dialog med som beskuer.
Da Morten studerede i Paris havde han en underviser, der gik højt op i at lære eleverne, hvordan man lavede en fejlfri glasur. Det fandt Morten ikke så interessant og gjorde et stort nummer ud af at gøre alt det, man ikke måtte. Han dyrkede fejlene og blev bekendt med en ny og anderledes overflade og farve.
Han eksperimenterer til stadighed uden at vide, hvad han søger efter. Han noterer sine opdagelser undervejs, så han er sikker på at kunne genskabe, det han synes virker. Det drejer sig i høj grad om glasurens væsen, som kan være afgørende for, om krukkens form fremhæves eller skjules.
“Det vigtigste for mig er, at den farve og struktur, jeg kigger på, rører mig, eller sår tvivl om, hvorvidt det er godt eller skidt, det jeg har lavet. Jeg vil gerne derhen, hvor jeg er lidt på bar bund. Nogle ting er så indlysende fantastiske, og dem forsøger jeg bevidst at undgå.”
Når Morten arbejder, går han mere eller mindre bevidst på jagt i keramikkens historie. Han nævner selv inspirationskilder som Thorvald Bindesbøl og Aksel Salto. De indgår som historiske referencer i Mortens skitsebog og i det ornamenterede udtryk, som hans værker har.
Blandt Mortens mange krukker er der særligt én, der træder ud af mængden ved at være glaseret monokromt i guld. Den keramiske tradition er stor bærer af guld som dekoration, og der er som bekendt stor status forbundet med guld. Morten mener selv, han trækker status ud af guldet ved at male en krukke helt i guld, fordi der, som han siger, ikke kan være for 4000 kr. i sådan en krukke. At der rent faktisk er det, er en anden historie.
Morten har sat et dogme for sig selv i forbindelse med arbejdet på SVK; han må ikke bruge lertøjsglasur, som han plejer. Han er derfor gået tilbage til den højbrændte glasur, igen som en reference til den danske keramiktradition, som har ry for at brænde ved meget høje temperaturer, men også for at se, hvad en sådan begrænsning kan føre med sig. Alle krukker får tre lag glasur, som brændes og puttes på igen ad tre omgange. For hver brænding skaller der en smule glasur af, så de underliggende lag kommer til syne.
Her ses den omtalte guldkrukke sammen med to større krukker, der viser, hvordan de underliggende lag af glasur skinner igennem.
Perfektionismens begrænsninger
Morten er uddannet på Danmarks Designskole, som dengang hed Skolen for Brugskunst. Det var et sted, hvor man lærte håndværket til fingerspidserne, og hvor perfektionismen i det udførte arbejde var i højsædet. Den perfektionisme er det vanskeligt for Morten at slippe af med til stor ærgrelse for ham selv.
“Hvis det mangler perfektion, så får jeg det dårligt, og så bliver jeg nødt til at lave det om. Hvis jeg skulle drømme om noget, så var det at slippe for den perfektion, der sidder så dybt i mig.”
Derfor søger Morten bevidst at lave fejl, som kan afstedkomme nye teknikker og processer. Han har fundet en metode, hvorpå han kan få glasuren til at trække sig, så den buler eller krøller.
“Hvis vi havde at gøre med en toiletkumme, ville det være en fejl. Jeg synes ikke det er en fejl, men en stor kvalitet. På den måde er det fejlen, jeg går efter, og dermed bliver fejlen perfekt.”
Krukkerne kan ikke bruges i en funktionel sammenhæng – her ville de være fulde af fejl. De kan f.eks. ikke holde vand, da der er brugt chamotte ler, fordi det gør krukkerne så holdbare, at de kan brændes gentagne gange uden at revne. De såkaldte fejl vendes om og benyttes i dette tilfælde som kunstnerisk udtryksmiddel.
Se her en film fra Morten Løbners art talk i lerværkstedet:
Filmet og redigeret af Erik Nørgaard Gravesen
—
Om kunstneren
Morten Løbner Espersen er uddannet fra École Supérieure des Arts Appliqués, Duperré, Paris, Frankrig 1990 og fra Danmarks Designskole, 1992. Fra 2014-17 er han medlem af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for kunsthåndværk og design.
> Morten Løbner Espersen på SVFK
> Morten Løbner Espersens hjemmeside
