Skip to content Skip to footer

De ny Torvehaller er tegnet af Arkitekturværkstedet ved Hans Peter Hagens, og det er Anders Krüger og Nils Erik Gjerdevik, der i samarbejde står for den kunstneriske udsmykning.

Se mere om torvehalsprojektet her

I et af Statens Værksteders atelierer arbejder Anders Krüger lige nu med sit bidrag til Københavns nye torvehaller. Hans udsmykning består af en ornamenteret granitbelægning, som markerer hele det udendørs caféareal på torvepladsen.

Januar 2007

Kunstneren har ladet sig inspirere af en maurisk mosaik bestående af simple, geometriske elementer, der kan varieres i det uendelige. I dette tilfælde har Krüger både forenklet og forstørret det originale mønster, og spredt ud over pladsen er flere af granitelementerne erstattet af armeret glas med indbygget lys, der kan ses om natten.

Ornamentet fungerer samlet set som en æstetisk effekt, der markerer, at man bevæger sig ind i et andet slags rum – det udendørs serveringsrum. Endvidere er kunstnerens håndværk og de forskellige smukke granittyper i sig selv en afspejling af de forestillinger om kvalitet og mangfoldighed, der er grundlæggende for torvehallernes idé om de gode fødevarer og kulturen omkring maden. Dialogen mellem kunsten og torvehallernes funktion fremstår her yderst central.

Den varierende granitbelægning forholder sig også til, at det er en offentlig plads, der bruges døgnet rundt. Ornamentet skifter derfor karakter i takt med døgnets rytme. Om dagen ses det stramme, geometriske mønster, som angiver det funktionelle rum – og når dagslyset forsvinder, vil de lysende glasstjerner i stedet træde frem og give plads for det natlige og mere drømmeagtige rum.

I forhold til Krügers ornamenterede belægning kommer torvepladsens resterende granitbelægning til at være langt mere enkel og grov i mønstret, men på grund af materialet opstår der alligevel en tæt forbindelse. Og ved mørkets frembrud bliver ornamentets lysende stjerner ligeledes forbundet til resten af torvepladsen via de simple lyskilder i belægningen, som vil aftegne de enkelte torvestader.

I sin kunstneriske udførelse er granitbelægningen tæt forbundet med den vandskulptur af Niels Erik Gjerdevik, som også kommer til at pryde pladsen. De to værker vil fremstå separate, men den opmærksomme iagttager vil alligevel kunne se flere spor af den dialog, der har været kunstnerne imellem under arbejdet.

—-

Om kunstneren:
Anders Krüger (f. 1960) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi og har siden fungeret som billedkunstner i Danmark, Sverige og USA. Han er professor i samtidskunst og har undervist ved Kunstakademiet i Umeå, Sverige og ved universitetet i San Diego, USA. Anders Krüger bor i Stockholm.

Anders Krüger om at arbejde på Statens Værksteder

Kan du føle dig hjemme rent arbejdsmæssigt i Gammel Doks lokaler?
”Jeg kunne ikke føle mig mere hjemme”

Kan man sige, at rammerne her påvirker udformningen af dit projekt?
”Nu er det sådan, at mit projekt ligger ret fast, så det kan man ikke helt sige, men pladsen er fantastisk.”

Hvad er for dig det mest værdifulde ved at få et ophold på SVKH?
”Det er det høje niveau på stedet. Den professionalitet som er til stede både i forhold til værkstedsfaciliteter og de ansatte. Der er en god social atmosfære. Og så er der jo det med både at få stillet atelier, bolig og parkeringsplads til rådighed – man kan ikke spørge efter mere.”

Hvad betyder det for dig, at du arbejder dør om dør med så mange andre kunstnere og designere?
”Faciliteterne i sig selv er med til at fremme kontakten, og jeg har mødt en del folk, bl.a. den grønlandske kunstner Aka Høeg og japaneren Masashi Iwasaki.. Som kunstner har man behov for at møde andre. Det inspirerer meget – det er altid godt at træffe mennesker, som er begejstrede for det, de laver.”